Jean-Michel Aulas: Vi forsøgte at hente Benzema i sommer
Lyons præsident arbejdede i sommer på at hente Benzema tilbage til klubben, men lykkedes ikke med det storslåede projekt.
Lyons mangeårige franske præsident, Jean-Michel Aulas, forsøgte i sommer at lokke Karim Benzema retur til Lyon, hvor det hele startede for Real Madrids franske stjerneangriber tilbage i sæsonen 2004/05.
Med Zinedine Zidane og Cristiano Ronaldos afgang samme sommer, var Florentino Pérez imidlertid ikke indstillet på at afhænde Benzema, ligesom Lyon heller ikke kunne finde de nødvendige midler til at stable et seriøst tilbud på benene.
- Vi snakkede med ham i sommer, hvor vi præsenterede ham for vores idé (om at bringe ham tilbage til Lyon, red.), men vi havde ikke den økonomiske styrke til at komme med et tilbud, siger Aulas ifølge den spanske sportsavis Marca i et interview med Le Sport.
- Det kunne ellers have været meget smukt for ham at vende hjem.
Benzema spillede 148 førsteholdskampe Lyon, scorede 66 mål og lavede 27 assists, inden Pérez hentede ham til den spanske hovedstad i sommeren 2009 for små 35 millioner euro. Siden har den franske angriber sparket sig ind som den sjette mest scorende spiller i Real Madrids historie med sine 214 mål i 456 kampe, hvor der også hører sig 121 målgivende afleveringer med til statistikken.
