Zidane får samme trænerstab som sidst
Zinedine Zidane proklamerede i går ved sin ansættelse, at han tager sine folk fra sin første Real Madrid-periode med sig.
Det vil sige næsten alle, for han får ikke glæde af målmandstræner Lluis Llopis, som er blevet ansat i Real Sociedad. I stedet bliver Roberto Vázquez ny målmandstræner i teamet omkring Zidane.
Herudover er det:
Antonio Pintus, som allerede er ansat i Real Madrid, idet han fortsatte i klubben efter Zidanes afgang. Han havde ikke den store rolle under Julen Lopetegui, men fik en mere fremtrædende rolle med Santiago Solaris ansættelse. Zidane og Pintus lærte hinanden at kende under deres fælles tid i Juventus fra 1996 til 2001 og i 2016 blev han hentet til Real Madrid fra Lyon for at stå for den fysiske træning i klubben.
David Bettoni er assistent-træner og personlig ven med Zidane. De spillede begge sammen i Cannes, hvor de knyttede et nært venskab. De blev genforenet i Real Madrid, da Carlo Ancelotti gjorde Zidane til assistent-træner og her blev Bettoni hentet ind til at skaffe informationer om modstanderne. Efterfølgende arbejdede de sammen på Real Madrid Castilla-mandskabet, hvor Bettoni i en kort periode var beskrevet som førsteholds-træner, mens Zidane var assistenten, fordi franskmanden ikke havde nået at få en gyldig træner-licens til at stå i spidsen for filial-holdet.
Hamidou Msaidie har en fortid som professionel fodboldspiller i Frankrig, men måtte stoppe karrieren på grund af en alvorlig skade. I stedet blev han ekspert i blandt andet kinesiologi og han blev hentet til Real Madrid i 2015, hvor han stod for den fysiske træning hos Real Madrid Castilla. Han har stor erfaring fra det franske landshold og hos flere franske atleter
Roberto Vázquez fortsætter som målmandstræner i klubben, som han også var under Santiago Solaris ledelse. Han kender Zinedine Zidane i forvejen, idet han også har været i klubben i mange år og de to arbejdede sammen på Castilla-mandskabet, hvor Roberto Vázquez indsamlede informationer om modstanderne.
