Isco: Det her er min chance

48 timer efter Real Madrids Champions League-nederlag til Ajax Amsterdam, var det tid til at gøre regnskab op.

Ifølge spanske ABC, gik den daværende træner, Santiago Solari, ikke let til Isco Alarcón. Den andalusiske midtbanespiller modsatte sig Solari, og nægtede at lade sig veje, hvilket gik argentineren på.

Solari var ikke tilfreds med Iscos modstridende adfærd, og kvitterede med at råbe ad den spanske midtbanespiller foran Real Madrids resterende spillere. Solari skulle desuden have sagt, at Isco aldrig ville komme til at spille i Real Madrid igen, i hvert fald ikke så længe han var træner.

Heldigvis for Isco, betyder Zinedine Zidanes hjemvenden formegentlig en ny start for andalusieren, da Zidane tidligere har brugt midtbanespilleren aktivt i sit spil.

Real Madrid spilleren har da også selv allerede givet udtryk for, at trænerskiftet er en ny mulighed for ham. Isco benyttede sig nemlig tidligere i dag af sit sponsorat med firmaet Adidas til at komme ud med netop dette budskab.

Isco postede en reklamefilm, produceret i samarbejde med Adidas, på sin Instagram-profil, hvortil han skrev:

- De vil sige, at fodbold er uforudsigelig, at succes er ude af din kontrol, det her er min chance og den vil jeg tage med Adidas.

De første fraser af billedbeskrivelsen, andalusieren skrev til sin Instagram-post, nævnes i reklamefilmen, og er altså den måde Adidas fremstiller Real Madrid spilleren på.

Sponsoratet med netop Adidas er forholdsvis nyt, da Isco indtil for et par uger siden var sponsoreret af Nike. Adidas har således valgt at støtte op om Isco i en ellers svær periode, hvor midtbanespilleren har fået begrænset spilletid af Solari.

Selvom Isco ser trænerskiftet som den mulighed han har ventet på, forventes det dog, ifølge ABC, at der skal ske forandringer i spillerens nuværende adfærd, hvis han skal have forhåbninger om at fortsætte i Real Madrid.

Seneste artikler...