Militão vælter Pepe af tronen
Real Madrid har torsdag offentliggjort købet af 21-årige Éder Militão fra FC Porto for €50 millioner, og dermed vælter han Pepe af pinden, som Real Madrids dyreste centerforsvarer nogensinde. Da Pepe i sin tid blev købt, i 2007, kostede han €30 millioner.
Dengang lød der en del kritik pga. det prisskilt, men Pepe gjorde siden af kritikere til skamme, og præsterede upåklageligt for Real Madrid frem til sin afgang i 2017 efter 334 kampe og 14 trofæer, og det er lignende præstationer og loyalitet man håber at se fra den unge brasilianer.
De €50 millioner, som Real Madrid har smidt for Militão, gør ham samtidig til den fjerde dyreste centerforsvarer i historien, kun overgået af Manchester Citys John Stones og Aymeric Laporte, der kostede hhv. €55 millioner og €65 millioner, samt Liverpools Virgil Van Dijk, som de måtte hoste op med €80 millioner for.
Éder Militão er blevet udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2025.
