Engelske medier: Zidane interesseret i Sterling
Der går ikke en dag i disse tider, hvor Real Madrid ikke bliver kædet sammen med en topspiller fra en af Europas andre store klubber. Denne gang er turen kommet til Manchester Citys 24-årige kantspiller Raheem Sterling, som under Pep Guardiola har gennemgået en imponerende udvikling.
Rygerne kommer fra de britiske øer, hvor flere medier melder om interessen. Ifølge bl.a. The Mirror kiggede man allerede i 2014 Sterlings vej, og så sent som i august skulle man have haft spejdere ude for at kigge på den vævre englænder. Tilbage i 2015, før han blev cheftræner i klubben, blev Zidane også citeret for at sige, at de holdt øje med Sterling.
Florentino Pérez er uden tvivl meget opsat på at holde Zidane glad og tilfreds denne gang, og det forventes at han vil rykke på det, hvis det skulle vise sig, at Zidane finder Raheem Sterling interessant.
Raheem Sterling står i denne sæson noteret for 19 mål og 16 assists i 39 kampe i alle turneringer.
