Valverde vil drage nytte af Zidanes erfaring
Fede Valverde var meget tilfreds med Real Madrids indsats mod Celta Vigo, hvilket den 20-årige midtbanespiller fik sat lidt flere ord på efter kampen, da han havde en lille snak med Real Madrid TV.
- Vi er virkelig glade. Som træneren sagde, så spillede vi bolden fornuftigt rundt mellem hinanden og ledte efter Isco, der fungerede som vores bindeled i offensiven. Det er meget vigtigt for os at vinde bolden hurtigt tilbage, da vi på den måde kan presse på modstanderen tilbage på banen og gøre det svært for dem, siger Valverde ifølge realmadrid.com om gårsdagens kamp.
Om at have Zidane som træner sagde Valverde følgende efter kampen:
- Jeg beundrer ham rigtig meget. Han har vundet alt som spiller og træner, hvilket vi skal drage nytte af. Vi har haft nogle rigtig gode træningspas den seneste uge med en god dynamik og det skal vi bibeholde resten af sæsonen, siger uruguayaneren.
Valverde fik 13 minutter på banen i gårsdagens sejr, da han blev skiftet ind i stedet for Luka Modric i det 77. spilleminut.
