Éder Militão stiller Nacho i svær situation
Efter købet af Éder Militão er en del af Real Madrids forsvarskvaler forsøgt ordnet. Med Ramos’ karantæner og Varanes hyppige skader, er det ikke nødvendigvis en skidt situation at være alsidig reserve i Real Madrid.
Det kan Nacho Fernandez skrive under på. I indeværende sæson har han fået spilletid i 14 kampe, fem Champions League-kampe og fem Copa del Rey-kampe, hvor det samlet er blevet til 1.951 minutter.
Det kan dog blive kraftigt reduceret fra næste sæson. Militão er købt ind som klubbens dyreste forsvarsspiller nogensinde og med sine 21 år er det her fremtiden ligger. Udover at spille i centerforsvaret kan han også, præcis som Nacho, spille højre back.
Endnu mere alvorlig kan situationen blive for unge Jesús Vallejo. Vallejo har haft en sæson præget af skader, og med Militãos ankomst kan Vallejo blive nødt til at finde en ny klub.
