AS: Real Madrid interesseret i Pjanic
Miralem Pjanic slutter sig, ifølge AS, til listen over spillere, som Real Madrid ønsker at hente i sommerens transfer.
Juventus-spilleren ønsker, ifølge II Bianconero der hævder at have kilder tæt på spilleren, at drøfte sin situation med sine nuværende arbejdsgivere i Juventus. Angiveligt skulle Pjanic enten være interesseret i at forhandle en ny lukrativ kontrakt hjem med Juventus, eller også ønsker han at diskutere et muligt skifte til en af de klubber der har vist interesse for ham.
Zinedine Zidane er ifølge AS stor beundrer af den bosniske spiller, der er blevet en vigtig del af Massimiliano Allegris trup, efter han i 2016 skiftede fra Roma til Juventus.
Pjanic blev sidste sommer også rygtet væk til både Chelsea og Manchester City, men endte med at indgå en ny aftale med Juventus, der gav ham 5,6 millioner euro om året. En løn, der gjorde Pjanic til den tredje bedst lønnede i klubben, kun overgået af Cristiano Ronaldo og Paulo Dybala.
Ifølge II Bianconero skal bosnierens agent, Fali Ramadani, mødes med Juventus for at finde ud af, hvordan landet ligger. Hvis Juventus ønsker, at Pjanic skal forlade klubben, selvom det er usandsynligt, forventes det, at startprisen for spilleren vil ligge på omkring 80 millioner euro, hvilket svarer til cirka 600 millioner danske kroner.
Udover Pjanic er der på nuværende tidspunkt spillere som Eden Hazard, Paul Pogba og Sadio Mane på listen over spillere der rygtes til Real Madrid i sommertransferen.
