AS: Ndombélé på Zidanes ønskeliste
Zinedine Zidane er blevet givet den fulde magt over spillerindkøb i sommerens transfervindue, hvorfor han får mulighed for at forme truppen efter sin egen fodboldfilosofi.
I den forbindelse mener den spanske sportsavis AS at vide, at Real Madrids franske træner har kastet sin kærlighed over Lyons hårdtarbejdende defensive midtbanespiller, Tanguy Ndombélé.
Den 22-årige franske midtbanespiller bliver beskrevet som en fysisk stærk spiller, der er dygtig i erobringsspillet, ligesom han skulle have nogle fine tekniske færdigheder på bolden.
Ndombélé har også tiltrukket sig opmærksomhed fra klubber som PSG og Manchester City, hvorfor Zidane godt kan se frem til en hård kamp om midtbanespillerens underskrift.
Real Madrid står imidlertid i en gunstig forhandlingsposition, da AS ligeledes erfarer, at Lyon er interesserede i at hente Mariano tilbage til fransk fodbold, hvor han havde stor succes i sidste sæson, og avisen insinuerer i den forbindelse, at Los Blancos kunne gøre brug af angriberen i en eventuel handel.
Ndombélé har spillet 39 kampe i indeværende sæson, scoret to mål og lavet syv assists fra sin position på den defensive midtbane.
