AS: Marcelo vil blive i Real Madrid

Tidligere på sæsonen forlød det, at Marcelo kraftigt overvejede om han skulle forlade Santiago Bernabéu ovenpå en skidt sæson. Brasilianeren har tidligere ytret ønske om at slutte sin karriere i Real Madrid, men det ændrede sig hurtigt, da Santiago Solari kom til magten og satte ham på bænken.

Tilbage i februar kunne Cope Radio endda melde, at han havde haft et møde med José Ángel Sánchez for at afklare sin fremtid.

Til Esporte Interativo sagde Marcelo:

- Hvis jeg er på listen over spillere de vil sælge, så kan de betale og så er det ordnet. Hvis der kommer en dag hvor Real Madrid ikke vil have mig, så går jeg.

Efter fyringen af Solari og genansættelsen af Zinedine Zidane har piben fået en anden lyd. I Zidanes første kamp tilbage var Marcelo igen at finde i startopstillingen, sammen med Isco, Keylor Navas og Marco Asensio, som også havde det svært under den argentinske træner.

Zidane ønsker at beholde Marcelo, og ser ham som et vigtig led i hans nye Madrid-projekt. Han vil have Marcelo tilbage på sit gamle niveau, som gjorde ham til én af klubbens vigtigste og mest beundrede spillere over det seneste årti og det er allerede startet ved at løfte spillerens humør.

Marcelo var ikke med i Tites seneste trup for det brasilianske landshold. I stedet har han trænet godt hjemme i Madrid, hvor han forventes at starte i morgendagens kamp mod Huesca.

Seneste artikler...