Zidane: Respektløst at tale om udrensning

Zinedine Zidane mødte i går spansk presse forud for aftenens kamp mod Valencia.

Her gjorde han klart, at der vil være store ændringer i startopstillingen:
- Jeg sagde efter Huesca-kampen, at der ville være ændringer til Valencia-kampen og det vil der være. Vi vil skifte nogle spillere for at spille en god kamp. Det er et meget smukt opgør, som spillerne gerne vil deltage i. Vi forsøger at spille en god kamp, selv om tidspunktet er en smule sent.

En stor del af pressemødet kom til at handle om ændringerne i truppen frem mod næste sæson og her er Varane en af de spillere, der bliver rygtet væk. Om det siger Zidane:
- Jeg kan ikke forestille mig et Real Madrid uden Varane. Han er endnu ung og har været her i mange år og gør det godt. Der kommer mange informationer udefra, der fortæller at han er utilfreds, men det er en del af spillernes liv. Jeg ser ham som værende tilfreds og han har ikke sagt noget til mig. Det vigtige er det, som han fortæller mig, han er i den bedste klub i verden, det ved han. Han har vundet meget og han ser tilfreds ud. Mit ønske er at beholde ham i truppen.

Men der tales meget om udrensning, hvilket Zidane dog ikke vil høre tale om:
- Der snakkes om mange ting i forhold til den kommende sæson, men man skal respektere alle og spillerne, som har vundet så meget. At snakke om en udrensning virker som mangel på respekt. Der vil komme ændringer, men det er ikke tiden at snakke om det, der bliver tid til det senere.

I forbindelse med sin ansættelse kom det frem, at Zidane har fået fuld magt til at bestemme trup-sammensætningen. Om det siger han:
- Jeg er træner for Real Madrid og jeg har noget at sige. Men det er en betydningsfuld klub med vigtige folk og derfor gør vi tingene sammen. Jeg er træner i det daglige og ud fra det træffer jeg mine beslutninger. Jeg snakker med klubben om, hvad vi ønsker og det arbejder vi ud fra. Herfra må vi se.

Blandt de vigtige beslutninger, der skal træffes, er målmandsposten og den vil der ikke være tvivl om i den kommende sæson, siger Zidane:
- Det afhænger af de målmænd jeg har til næste år. Der er tre gode målmænd, som vil afslutte sæsonen med os og så må vi se hvad vi gør næste år. Men jeg siger det allerede nu: I vil ikke få muligheden for at skabe en debat, vi vil ikke have et målmands-tema næste sæson, det står helt klart. Det vil være meget tydeligt i den kommende sæson.

Seneste artikler...