Hvor skal Gareth Bale hen?
Det er ikke længere et spørgsmål om ‘hvis’, men snarere ‘når’. Altså, ‘når’ Real Madrid skal sælge Gareth Bale, hvor skal så hen? Det synes uundgåeligt, at han skal finde en ny klub, og efter Santiago Bernabéu i weekenden valgte at ignorere Bales agent, Jonathan Barnetts opfordring til at hylde spilleren og i stedet startede en pibekoncert efter få minutter af kampen, står det nu mere klart end nogensinde før, at han ikke er en specielt populær mand i den spanske hovedstad.
Der er dog ganske få klubber, der både har et ønske om at tilknytte Bale, og samtidig har pengene til at betale hans høje transfersum og løn - noget, der gør hans exit fra Madrid mere kompliceret, end det vil være for de fleste spillere.
En klub, der ofte meldes interesseret, og som har pengene, er Manchester United. De har oplevet en opblomstring efter fyringen af José Mourinho og ansættelsen af Ole Gunnar Solskjær, men tabellen lyver som bekendt aldrig, og de finder stadig sig selv på en 6. plads og altså et par placeringer fra der, hvor det er rigtig sjovt. Derfor skal truppen naturligvis forbedres, og her er Gareth Bale altså en kandidat.
Også Bayern München nævnes med jævne mellemrum. Efter sæsonen mister de én venstrebenet spiller med en del skadesproblemer, og nu kan de altså få muligheden for at erstatte ham med en anden.
Den sidste klub, der nævnes er Tottenham Hotspur. Tottenham har gennemgået en imponerende udvikling siden Mauricio Pochettino kom til klubben, og er netop flyttet ind på et nyt storslået stadion. Klubben bør også have pengene - man har således netop offentliggjort regnskaberne fra sæsonen 2017/2018, som viser et rekordstort overskud efter skat på hele 988 millioner kroner.
