Raúl og Xabi Alonso foran træner-forfremmelse
Real Madrid forbereder en større træner-rokade i La Fábrica, som sandsynligvis vil bringe glæde hos mange Madridistas.
Fra den kommende sæson er det nemlig planen, at Raúl skal stå i spidsen for Real Madrid Castilla, mens Xabi Alonso får ansvaret for Juvenil A-holdet og dermed også Youth League-holdet og dermed har Real Madrid fået et stærkt træner-team til klubbens tre bedste hold, hvor Zinedine Zidane som bekendt er træner for førsteholdet.
For Raúls vedkommende vil det blive anden forfremmelse inden for kort tid, idet han overtog hvervet hos Juvenil B fra Álvaro Benito, da denne blev fyret for at kritisere blandt andre Toni Kroos og Casemiro i et TV-program, hvor han er med som panel-deltager, mens Xabi Alonso allerede efter sin første sæson oprykkes fra Infantil A-holdet efter et særdeles succesfuldt år.
Dermed skal Raúl overtage jobbet fra Manolo Díaz, som i sin tid overtog pladsen fra Santiago Solari, da argentineren blev førsteholdstræner, men det har hele tiden været meningen, at Manolo Díaz skulle vende tilbage til sin gamle stilling som ansvarlig for udviklingen af ungdomsafdelingen. Noget anderledes stiller situationen sig for Juvenil A-træner, Dani Poyatos, som man regner som et stort træner-talent, men han har ikke nogen klub-historie som spiller og derfor bliver han taberen i rokaden. Om han fortsætter i klubben er endnu uvist.
Men med forfremmelsen af Raúl og Xabi Alonso har Real Madrid også positioneret sig i forhold til fremtiden med to trænere, som man har meget store forventninger til.
For at fuldende kabalen i La Fábrica vil man også forsøge at finde en større stilling til Roberto Carlos, som indtil nu har været en del af Manolo Díaz´ stab og her gør brasilianeren et så fremragende arbejde, at der også kan være en forfremmelse på vej til ham.
