Brasserbold: Vinícius har fortsat et stykke vej op til Neymar
På Madridista.dk kunne vi i går fortælle, at Vinícius er indkaldt af det brasilianske fodboldforbund, CBF, til at præsentere den nye landsholdstrøje og i den forbindelse skrev vi også om hans stigende popularitet i hjemlandet.
Det vil vi naturligvis gøre høre mere omkring og derfor har vi taget kontakt til vores gode venner på Brasserbold, hvor Peter Arnholdt siger følgende:
- At Nike vælger Vinícius Júnior til at præsentere den nye landsholdstrøje er en overraskelse, men omvendt så har han været et frisk pust på den internationale fodboldhimmel siden, at han kom til Real Madrid, mens Neymar har haft nogle møgsager.
Om populariteten siger Peter Arnholdt:
- Der var en undersøgelse i slutningen af sidste år, der viste, at Neymar var suverænt den populæreste aktive brasilianske fodboldspiller, men med tanke på at 'Vinis' gamle klub, Flamengo har en fanbase på over 30 mio. brassere, så kan tingene vel skifte hurtigt. Jeg kan i den forbindelse fortælle, at Vinícius Júnior i december var på et lynvisit i Rio de Janeiro for at optræde til Flamengo-legenden Zicos årlige velgørenhedskamp på Maracanã, og der blev han modtaget som en 'hjemvendt' søn af de mange fremmødte 'flamenguistas'.
Alligevel er der et stykke vej op til Neymar, som fortsat er den absolut mest populære brasilianske fodboldspiller i øjeblikket:
- Men, men, men, hvis vi forudsætter at popularitet kan læses via antallet af følgere på de sociale medier, så har 'Vini' et stykke endnu:
Instagram:
Neymar: 113 mio. følgere
Vinícius: 6,1 mio. følgere
Twitter:
Neymar: 42,9 mio. følgere
Vinícius: 1 mio. følgere
- Jeg tror, at Vinícius har et stykke vej endnu for at sige det på godt dansk, slutter Peter Arnholdt fra Brasserbold, som vi anbefaler jer at besøge.
