Ajax hæver buddet på Ødegaard

Real Madrid har, ifølge DefensaCentral, modtaget et bud fra Ajax Amsterdam på 25 millioner euro for nordmanden, Martin Ødegaard.

Real Madrid er dog efter sigende ikke interesseret i at sælge den 20-årige midtbanespiller, der kom til klubben i 2015, selvom det ikke er blevet til meget spilletid på Santiago Bernabeú til Ødegaard.

Det norske talent blev derfor også udlejet til hollandske Heerenveen i 2017, da man ikke kunne finde plads til ham i truppen. Opholdet i Heerenveen sluttede i 2018, hvorefter Ødegaard for en kort bemærkning var tilbage i Real Madrid i præsæsonen af indeværende sæson.

Ødegaard led dog samme skæbne som første gang, og blev denne gang lejet ud til en anden hollandsk klub, nemlig Vitesse, hvor han spiller på nuværende tidspunkt. Ifølge DefensaCentral er planen dog, på baggrund af ønsker fra Zinedine Zidane, at Ødegaard skal være en del af Real Madrid-truppen fra næste sæson.

Men Zidanes ønske om at bevare nordmanden i Real Madrid, stopper dog ikke andre klubber fra at komme med bud. Herunder Ajax, der er den mest insisterende af klubberne.

Ajax startede med at byde 20 millioner euro for Ødegaard, og har nu hævet buddet til 25 millioner euro. Desuden bekræfter hollandske medier, at klubben er villig til at hæve buddet til 30 millioner euro, hvis Real Madrid ikke går med til det nuværende bud på 25 millioner.

Real Madrid står dog fast på sin beslutning om ikke at sælge nordmanden, og talspersoner for klubben har, ifølge DefenseCentral, udtalt, at han ikke er til salg.

Seneste artikler...