Llorente bliver ikke billig for Atlético
Atlético Madrid forbereder sig på at miste deres spanske midtbanespiller, Rodri, til Manchester City, og de er interesserede i at tilknytte Marcos Llorente som afløser.
De prøvede allerede på at hente Llorente i 2018, dengang var han dog mere opsat på at forsøge at gribe chancen i byens største klub, men siden Zidane kom tilbage, har det set sort ud for Llorente.
Marcos Llorente er ellers så tæt på at være skabt til at spille for Real Madrid, som man næsten kan være. Marcos' far spillede for klubben fra 1987 til 1994 og vandt tre mesterskaber og to gange Copa del Rey. Marcos' morfar, Ramón Grosso, spillede der fra 1964 til 1976 og vandt syv mesterskaber samt en Europa Cup-titel. Den største i familien er Marcos' grandonkel, Francisco "Paco" Gento. Han er ærespræsident i klubben og den mest dekorerede spiller i Real Madrids historie med 12 ligatitler og hele seks Europa Cup-trofæer.
Prisen for Marcos Llorente skulle, ifølge AS, ligge på €50 millioner, men samtidig skulle man være klar til at acceptere et mindre bud fra en udenlandsk klub.
Cadena SER kan i øvrigt melde, at Atlético mødtes med Llorentes repræsentanter på et møde torsdag, men at Real Madrid ikke er meget for at styrke en rival.
