Spansk avis: Her er mulighederne post Sergio Ramos
Uroen ulmer i Madrid, hvor Sergio Ramos, ifølge spansk presse, er svært utilfreds med Florentino Pérez, hvorfor han har valgt at anmode om at blive sendt afsted til kinesisk fodbold, der har præsenteret ham for et særdeles lukrativt tilbud.
Dette har Real Madrids magtfulde præsident imidlertid afvist, hvilket han i går aftes bekræftede i det spanske radioprogram El Transistor på Onda Cero.
Derfor er rygtemøllen for alvor blusset op igen i spansk presse, og Napoli skulle angiveligt have afvist et ganske generøst tilbud på deres senegalesiske forsvarsspiller, Kalidou Koulibaly.
Den spanske avis Mundo Deportivo mener i tillæg at vide, at Real Madrid følger Matthijs de Ligt, der imidlertid synes tættere på et skifte til Barcelona, men klubber som Juventus og Manchester United er også inde i billedet til den unge hollænders eftertragtede underskrift. Videre nævner avisen også spillere som Mario Hermoso og Milan Skriniar, der begge blev nævnt som mulige emner tidligere på sæsonen, inden Real Madrid hentede Éder Militão i Porto.
Vigirl van Dijk bliver også kort nævnt, men han virker som den mest usandsynlige kandidat, da Liverpool ikke har nogen intentioner om at sælge deres forsvarsanker til en europæisk konkurrent.
Ramos har i hvert fald lagt i kakkelovnen til en hektisk sommer i den spanske hovedstad, og så må man bare krydse fingre for, at udfaldet ikke blivert det samme som i fjor.
