AS: Hazard-handel færdiggøres i dag
Eden Hazard var banens bedste, da Chelsea i går udklasserede Arsenal i Europa League-finalen og efter kampen gjorde den belgiske verdensstjerne mere end klart, at han er på vej til Real Madrid.
Spanske AS mener at vide, at parterne i dag bliver enige om de sidste detaljer, som kan opfylde 28-årige Hazards mangeårige drøm om at tørne ud for Real Madrid og planen er, at han ankommer til Spanien på lørdag og bliver præsenteret på Estadio Santiago Bernabéu på mandag.
Efter kampen i går, sagde Eden Hazard følgende:
- Jeg tog beslutningen for længe siden, som I ved. Jeg fortalte Chelsea det for to uger siden. Nu afhænger det af klubberne og det venter jeg på og det gør tilhængerne også. I får mere at vide i løbet af et par dage. Jeg tror, at det er et farvel, men i fodbold kan man aldrig vide. Det var min drøm at spille i Premier League og det har jeg gjort i de sidste 7 år i en af verdens bedste klubber. Nu mener jeg, at det er tiden til nye udfordringer.
Det menes, at Real Madrid betaler 113 millioner € for Hazard + en klausul på 17 millioner €.
Eden Hazard scorede to mål i går aftes og krydrede derudover indsatsen med en assist.
