AS: Pintus tager til Inter
Zinedine Zidane skal ikke bare ud og hente spillere til truppen frem mod næste sæson, han skal formentlig også ud og kigge sig om efter en ny fysisk træner. Ifølge spanske AS har klubbens fysiske træner, italienske Antonio Pintus, nemlig accepteret et tilbud om at tage til Antonio Contes Inter fra næste sæson.
Pintus kom til Madrid i 2016, efter Zidane kontaktede den daværende Lyon-medarbejder og tilbød ham en aftale. De to har også arbejdet sammen i Zidanes aktive karriere som spiller, da Pintus var fysisk træner i Juventus i 90’erne. De gode relationer mellem Jean-Michel Aulas og Florentino Pérez gjorde handlen mulig.
Han stoppede dog i Madrid, da Julen Lopetegui kom til klubben i sommeren 2018, men vendte tilbage, da Santiago Solari blev træner i oktober.
For Pintus selv er det vigtigt at sætte et godt eksempel for spillerne, og man kan typisk se ham løbe før træning, hvor han som regel tilbagelægger 20 km:
- Det er vigtigt, at spillerne ser mig arbejde for at sætte et godt eksempel, har han udtalt til Real Madrid TV.
Det tydeligste bevis på truppens holdning til træneren kom i en CL-kamp mod Plzen, da Marcelo scorede og prompte løb ud til bænken for at fejre sit mål med den genansatte Antonio Pintus.
