Roberto Martínez: Hazard er på højde med Mbappé og Neymar
Spanske AS har fået lejlighed til at interviewe den belgiske landstræner, Roberto Martínez, om Real Madrids køb af Eden Hazard.
Her bliver han blandt andet spurgt om Eden Hazards udvikling i løbet af den tid, de har arbejdet sammen:
- Den største udvikling har været på det personlige niveau. Det store ansvar som han har fået på det belgiske landshold er betegnende for at forstå en af landets bedste fodboldgenerationer, som efter 3. pladsen ved VM blev til en gylden generation. Og Eden var udpeget til at være reference som anfører. Måden, han greb det an på, var eksemplarisk og det har hjulpet holdet til at stå sammen, når det gælder og til at bevare roen, når man skal vinde på banen. Han er altid følelsesmæssigt i balance, hvilket fortæller at han er klar til at lede ethvert projekt.
Martínez blev også spurgt, om han har givet Hazard nogle råd med på vejen og om han har haft lejlighed til at snakke med Zinedine Zidane:
- Nej, jeg har ikke givet ham råd, for vi har stået i den situation i et år. Siden VM har rygterne været konstante og han har taget det med ophøjet ro. Han har været et eksempel på, at man som spiller er respektfuld over for sin kontrakt og sin klub. Og ud fra det har han givet alt hvad han havde og altid været meget respektfuld omkring situationen. Jeg har ikke snakket med Zidane, for situationen har været meget klar: Alt hvad man har set i Hazard er det, som han er. Han er meget respektfuld og har optrådt som Chelsea-spiller indtil det blev annonceret. Herfra er han Real Madrid-spiller, men han har været et eksempel på, hvordan man skal gennemføre tingene: Afslutte på bedst mulig vis og dernæst begynde på samme måde et nyt sted.
I samtalen bliver landstræneren også spurgt om Zidane er den ideelle træner for Hazard:
- Han har altid været meget klar, helt fra barnsben, med at han så op til Zidane. At skulle arbejde sammen giver først og fremmest et menneskeligt forhold og ud fra det kommer alt det andet meget let. Eden Hazard har med sine 28 år boet i forskellige lande og behøver derfor ikke en tilvænningsperiode, selv om han kommer til en ny liga, for han har den tilknytning til træneren. Og han vænnede sig hurtigt til den fysisk krævende Premier League, sådan som han havde haft succes i Frankrig i meget ung alder. Hans relation med Zidane bliver meget succesfuld.
Endelig bliver Roberto Martínez spurgt lidt mere ind til Hazards evne til at lede et projekt og om han er på niveau med spillere som Mbappé og Neymar:
- Det helt store bevis er det, som han gjorde under VM: Der er mange navne og spillere, som er meget populære, men man er også nødt til at se på essensen af det, som spillerne byder ind med, måden som de har indflydelse på en gruppe, måden som de er stabile på under kampene. For eksempel den indflydelse, som Eden har haft med Chelsea for at vinde Europa League eller den rolle, han havde i Rusland. Det er meget svært at finde en sådan en spiller, for han forener sit individuelle talent, som er exceptionelt med at kunne indgå i en hold-struktur og det vil altid give ham en fordel over for et hvilket som helst andet navn, du kan nævne. Så ja, for mig er han fuldt på højde med Mbappé og Neymar.
