AS: Real Madrid vil have €50 millioner for Marcos Llorente

Marcos Llorente er så tæt på at være født ind i Real Madrid, som man næsten kan være, men spilleren er ikke en del af Zinedine Zidanes planer, og derfor ønsker man at sende spilleren videre. Det bedste bud på en kommende arbejdsgiver for midtbanespilleren skal findes godt et kvarters kørsel fra Santiago Bernabéu, på byggepladsen ved Wanda Metropolitano, hvor Atlético Madrid holder til.

Atlético og Llorente har allerede sagt ‘ja’ til hinanden, men klubberne har stadig til gode at blive enige om en pris for den 24-årige spanier - Real Madrid vil gerne have €50 millioner, mens Atlético ønsker en pris på omkring €40 millioner.

I sidste ende ser handlen dog ud til at blive en realitet. Real Madrid har brug for at sælge spillere, såvel som pengene til at finansiere sommerens indkøb, mens Atlético har brug for en erstatning for Rodrigo, som rygtes til Manchester City.

Seneste artikler...