AS: Juventus glemmer Marcelo og kaster blikket på Theo

Den 21-årige Real Madrid-spiller, Theo Hernández, der netop er vendt hjem til Estadio Santiago Bernabéu efter sit udlån til Real Sociedad, er eftersigende i Juventus’ sigtekorn i den igangværende transfer.

Sandsynligheden for at Theo forbliver i Real Madrid er forholdsvis lav, da Zinedine Zidane ikke benyttede sig synderligt meget af forsvarsspilleren, sidst de to begge var i klubben. Desuden er der flere bejlere om franskmandens fortrukne position på venstrebacken, herunder Marcelo, nyindkøbte Ferland Mendy og Sergio Reguilón.

Theo kan stadig drage fordel af sin unge alder samt sin hurtighed. Egenskaber som også gør det muligt for Real Madrid at tjene et forholdsvis højt beløb på spilleren.

Det er tidligere blevet udmeldt, at Napoli og den tidligere Real Madrid-træner, Carlo Ancelotti, skulle være interesseret i at hente den unge franskmand. Men Napoli er tilsyneladende ikke den eneste klub, der er interesseret i at få fingre i Theo. Italienske Juventus har nemlig eftersigende også vist interesse for venstrebacken.

Theos nuværende holdkammerat, Marcelo, har også tidligere været mål for Juventus. Da Marcelo ikke har fået meget spilletid i sidste sæson, øjnede Juventus muligheden for at hente brasilianeren og genforene ham med sin gode ven, Cristiano Ronaldo, der som bekendt skiftede til Juventus sidste sommer.

Med Zidane tilbage som træner i Real Madrid er situationen dog en helt anden for Marcelo, og Juventus har derfor angiveligt kastet blikket på Theo i stedet for. Og netop Ronaldo er også en faktor, der gør det attraktivt for Theo at skifte til Juventus, da han angiveligt er interesseret i at få lov til at spille side om side med verdensstjernen igen.

Hvorvidt det bliver en realitet, at Theo igen kommer til at spille sammen med Ronaldo, afhænger af, hvor meget Juventus’ træner, Maurizio Sarri, er villig til at give for franskmanden. Real Madrid er nemlig, ifølge AS, ikke interesseret i, at sælge Theo til en lavere pris end hvad de selv gav for ham, da de hentede ham fra Atlético Madrid i 2017. Her gav Los Blancos 30 millioner euro for franskmanden, hvilket er det beløb Sarri som minimum skal matche, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at hente Theo.

Uanset hvad fremtiden bringer for Theo, tyder meget lige nu på, at han kan se frem til en fremtid i italiensk fodbold.

Seneste artikler...