MARCA: Real Madrid sætter indkøbene i bero, indtil de har solgt nogle spillere

Real Madrid har allerede foretaget fem køb denne sommer med købene af Eden Hazard, Luka Jović, Ferland Mendy, Éder Militão og Rodrygo Goes. Klubben bliver dog nødt til at sætte indkøbene på pause, indtil de har fået solgt nogle spillere.

Real Madrids førsteholdstrup består lige nu af 36 spillere, hvorfor klubben skal have solgt ud. Marcos Llorente har allerede forladt Los Blancos til fordel for Atlético Madrid, for 40 millioner euro, og flere vil følge i hans fodspor og forlade Estadio Santiago Bernabéu.

Ifølge MARCA er der 10 mulige spillere, der kan forlade Real Madrid i den nærmeste fremtid, og indtil da bliver anskaffelsen af nye spillere sat i bero. Eftersigende skulle der således ikke ske nogen ankomster af nye spillere indtil juli eller august.

Det forventes, at James Rodriguez, Raúl de Tomás og Mateo Kovačić bliver nogle af de første til at forlade Real Madrid, og i klubben håber man på, at få et samlet beløb på 120 millioner euro for de tre spillere. Real Madrid forventer nemlig at få 40 millioner for James, der formegentlig skifter til Napoli, 25 millioner euro for De Tomás, der slutter sig til Benfica og 55 millioner euro for Kovačić, der muligvis kan få lov til at blive i Chelsea, hvor han har været udlånt til.

Når det kommer til nogle af de andre spillere, der har været lånt ud til andre klubber, rygtes det, at Martin Ødegaard skifter til Bayer Leverkusen, og at Napoli har vist interesse for Theo Hernandez.

En anden spiller, der muligvis forlader Los Blancos, er Isco. Ifølge MARCA har spanierens tidligere klub, Málaga, vist interesse for midtbanespilleren, selvom det ikke er dokumenteret, at de er kommet med nogen konkrete bud.

Udover Isco afventer klubben angiveligt også bud på Dani Ceballos og Lucas Vazquez, der derfor også udgør mulige salg i sommerens transfer. Inter har eftersigende vist interesse for Nacho, men ifølge MARCA har forsvarsspilleren endnu ikke taget stilling til, om han ønsker at blive eller forlade Real Madrid.

Udover de ovennævnte mulige transferer, er Gareth Bale, der længe har været rygtet væk fra klubben, også et muligt salg. Bayern München, der tidligere blev sat i forbindelse med et køb af Bale, har afvist muligheden for at hente ham. Der er således kun tilbage at vente og se, hvad fremtiden bringer for angriberen.

Uanset hvilke salg Real Madrid vælger at foretage, er én ting sikkert - der skal ske nogle salg.

Seneste artikler...