Italiensk "Beckham-lov" kan hjælpe Real Madrid
I Italien er de i gang med at indføre deres egen version af den såkaldte Beckham-lov, som blev indført i Spanien i 2005, og bevirkede, at velhavende udlændinge skulle betale betydeligt mindre i skat end de skulle før.
I den italienske version vil skatten falde fra 47% til 30% i nord og fra 44% til 15% i syden. Loven forventes vedtaget den 29. juni, og vil træde i kraft den 1. januar 2020.
Det er en udvikling som man holder øje med i Real Madrid, da Serie A dermed vil blive endnu mere attraktiv for de spillere der skal sælges denne sommer.
James Rodríguez sættes i forbindelse med Napoli, Juve har været nævnt i forbindelse med Theo Hernández, Milan er interesseret i Dani Ceballos, mens Inter kigger mod Nacho og Kovacic.
Den nye lov vil tillade, at enhver der ikke har boet i Italien i de seneste to år, men som ønsker at opholde sig der i minimum to år, kan nyde godt af skattefordelene, og for James’ vedkommende vil skatten falde til 10% i løbet af fem år, og dermed vil der være åbnet op for et virkelig attraktivt skifte for colombianeren.
