Desailly: Zidanes nye strategi kommer til at koste visse spillere fremtiden i Real Madrid
Marcel Desailly røbede i går, efter Corazon Classic-kampen mellem Chelsea og Real Madrid, at Zinedine Zidane pønser på en total overhaling af Real Madrids trup - han er godt i gang - og en ny spillestil i hans anden periode i klubben.
- Det vigtige er, at Zidane vil skabe en ny dynamik (i truppen, red.), sagde Desailly, ifølge marca.com, efter gårsdagens kamp mellem Chelsea og Real Madrid på Santiago Bernabéu.
- Han leder efter spillere til sin nye spillestil og nye filosofi. Det er åbenlyst, at han også er nødt til at skille sig af med nogle spillere med potentiale, men som ikke er værd at investere i længere, da de ikke passer ind i hans ideer.
Det var en stor overraskelse for mange, da Zidane valgte at vende tilbage i trænersædet hos Real Madrid, men han blev angiveligt lovet mere magt af Florentino Pérez, hvorfor han står over for en spændende anden periode i den spanske hovedstad.
- Det er ikke et problem, at han er vendt tilbage. Han har accepteret at tilpasse sig til en ny cyklus og han er heldig med, at han stadig har mange spillere med masser af kvalitet.
- De skal bare have mere konkurrence (om pladserne, red.) og en ny strategi for at komme tilbage på toppen.
Real Madrid har indtil videre hentet Ferland Mendy, Éder Militão, Rodrygo, Eden Hazard og Luka Jovic, hvorfor der allerede nu er langt mere konkurrence om pladserne i truppen. Og transfervinduet er først lige skudt i gang...
