Real Madrid kan sætte indtjeningsrekord

Med dagens salg af Mateo Kovacic til Chelsea for €45 millioner, er Real Madrid nu oppe på omkring €85 millioner i transferindtægter denne sommer på bare to salg. Dette sætter klubben i en position, hvor man kan ende med at sætte salgsrekord.

Det vil stadig vise sig, om man er i stand til at afskibe spillere som Gareth Bale, Keylor Navas og Dani Ceballos. Nylige udtalelser fra spillere og agenter peger på, at det kan blive særdeles vanskeligt at få dem til at forlade klubben, og at de foretrækker at spille mindre roller i Real Madrid, frem for større roller i mindre klubber.

På trods af, at det kan ende med en manglende indtægt for de tre spillere, er der stadig masser af værdifulde spillere, som vil forlade klubben. Theo Hernandez meldes på vej til AC Milan i en handel, der vil indbringe Real Madrid €20 millioner. Raúl de Tomás meldes ligeledes meget tæt på Benfica, og her vil Real Madrid tjene €20 millioner, ligesom James Rodríguez ligeledes forventes at forlade Madrid, og indbringe klubben omkring €40 millioner. Det, sammen med salgene af Kovacic og Llorente, giver €165 millioner - dette vil overgå sidste år, hvor man tjente €130 millioner, bl.a. på salget af Cristiano Ronaldo.



Faktisk har man allerede tjent flere penge, end man gjorde i 2010, 2011, 2012, 2015 og 2016. Det kan dog være svært at sammenligne transfers fra 2010 med i dag.

Med indkøb for €300 millioner og de salg der forventes at blive lavet denne sommer, er der altså tale om et rekordår i Real Madrid.

Seneste artikler...