Real Madrid har allerede afhændet fem spillere - flere på vej ud af den madrilenske svingdør
Florentino Pérez har stadig meget at se til i indeværende transfervindue. Foto: Marca.com.
Der er blot tre dage til, at Real Madrid tager hul på præ-sæsonen forud for 2019/20-sæsonen, og det ser ikke ud til, at Florentino Pérez kommer til at kunne imødekomme Zinedine Zidanes ønske om at have hele truppen på plads inden d. 8. juli, da der stadig mangler at blive solgt flere spillere, ligesom der også stadig er masser af rygter om spillertilgange.
Fem spillere har indtil videre forladt klubben i indeværende transfervindue i form af Marcos Llorente, der skiftede til Atlético Madrid, Mateo Kovacic, der skiftede til Chelsea, Raúl de Tomás, der skiftede til Benfica og Sergio Reguilón samt Martin Ødegaard, der i dag har skiftet Real Madrid ud med et etårigt lejeophold til henholdsvis Sevilla og Real Sociedad.
Real Madrid er imidlertid langt fra færdige på transfermarkedet. Således mangler der stadig at blive luget ud i klubbens overskudslager, der tæller op til flere spillere.
Spansk presse er næste sikre på, at den næste 'comunicado oficial' bliver Theo Hernández' længe ventede skifte til AC Milan for 20 millioner euro. Herefter drejer det sig om at få fundet en anden destination til Dani Ceballos, der bliver sat i forbindelse med et skifte til Tottenham og James Rodríguez, der ligner en mand, hvis næste fodboldeventyr bliver i italiensk fodbold, hvor Carlo Ancelotti står klar med åbne arme i Napoli til at blive genforenet med den colombianske offensivspiller.
Desuden er der stadig tvivl om Borja Mayoral, Gareth Bale, Keylor Navas, Jesús Vallejo, Nacho og Lucas Vázquez' fremtid i klubben, ligesom Zidane kommer til at bruge turen i USA til at vurdere spillere som Isco og Marco Asensio, der om nogen er til eksamen denne sommer efter en rigtig skidt sidste sæson.
Real Madrid arbejder i skrivende stund på at overbevise Manchester United om at tage imod Bales enorme kontrakt plus en pose penge for Paul Pogba, og Mino Raiola har hjulpet Los Blancos lidt på vej ved at udtale sig offensivt i pressen om, hvad hans klient ønsker sig sportsligt - et nyt eventyr.
Florentino Pérez har indtil videre solgt spillere for 95 millioner euro ifølge Transfermarkt, der har korrigeret Marcos Llorentes salgspris til 30 millioner euro og ikke de 40 millioner euro, som der i første omgang blev meldt ud i den spanske presse.
