AS: Vinícius og Rodrygo registreres som Castilla-spillere

Real Madrid er begyndt på den proces, der skal fordele spillerne mellem diverse hold i klubben, og overraskende nok er Vinícius Junior og Rodrygo Goes begge registreret på Raúls Castilla for sæsonen.

I Vinícius’ tilfælde, er der dog blot tale om en administrativ beslutning, da holdet lige nu vælter over med spillere, og situationen kan hurtigt ændre sig, hvis man lykkes med at få afhændet de spillere, man håber på, inden sæsonen sparkes i gang.

Vinícius var ligeledes registreret hos Castilla i sidste sæson, og spillede der, før han blev kaldt op på førsteholdet og tog Bernabéu med storm, og det samme kan forventes i år, hvor han er blandt favoritterne til at tage pladsen på højrekanten.

Rodrygo sagde til sin præsentation, at han ikke har noget problem med at spille for Castilla, og det er da heller ikke det værste der kan ske for en ung angriber at komme under Raúls vinger, men det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kommer til at spille på førsteholdet.

Ifølge LaLiga-reglerne kan en ungdomsspiller optræde ti gange for seniorholdet før han automatisk bliver fjernet fra reserveholdet og rykkes op, som det kunne have være ske med Vinícius sidste år. Men der er selvfølgelig et smuthul - en spiller, der er 18 år eller yngre, kan blive registreret hos reservehold og få ubegrænsede optrædener for førsteholdet.

Dette trick brugte man sidste år med Vinícius, men han er nu blevet 19 år, og kan derfor ikke længere benyttes på denne måde.

Takefusa Kubo, og i øvrigt Theo Zidane, er registreret på klubbens U19-hold, men kan optræde for Castilla lige så mange gange de bliver udtaget.

Seneste artikler...