Zidane: Bale spillede en god kamp, men I kender situationen

Zinedine Zidane var naturligvis hårdt ramt over Asensios tilsyneladende alvorlige skade i kampen mod Arsenal i nat og på pressemødet efterfølgende, sagde han:
- Det er bekymrende. Jeg håber ikke, at det er alvorligt, men han kom direkte til tjek på hospitalet. Jeg har en dårlig fornemmelse. Vi er ramte.

Asensios skade åbnede op for spørgsmålet om, hvorvidt Bale alligevel kan have en fremtid i klubben, specielt efter waliserens gode kamp, men til det svarede Zidane således:
- Det har ikke noget med hinanden at gøre. Vi har det skidt på grund af Marco Asensio.

Og endvidere om Bales præstation:
- Han spillede en god kamp og det glæder mig på hans vegne. Ligesom alle andre. Han er med os og han vil fortsætte med at arbejde. Vi spillede godt 10 mod 11 og endnu bedre 10 mod 10. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Han ønskede at spille og det gjorde han ikke den anden dag. Jeg har ikke snakket med ham. Han har trænet normalt og derfor spillede han. Der er ikke ændret noget, I kender situationen.

Marianos dage ser også ud til at være talte, eftersom han ikke har været i kamp endnu. Om det sagde Zidane:
- Jeg har ingen plan for ham. Jeg sætter holdet og sådan er det. Vi må se i den kommende kamp.

Om Ceballos, der meldes på vej til nattens modstander, Arsenal:
- Der er ikke noget officielt endnu, vi må se i de kommende dage.

Og endelig om kampens spiller, Marcelo:
- Han ser meget fokuseret ud. Han er en exceptionel spiller og vi regner med ham. For mig er der ikke ændret noget.

Seneste artikler...