Masser af forsøg - få mål
Gårsdagens kamp mindede en hel del om sidste sæson. Masser af målchancer, men ingen forløsning i form af scoringer.
Mod Valladolid blev det til hele 22 skud på mål, men kun Benzema formåede at omsætte et af sine forsøg til mål og dermed blev man straffet hårdt til sidst, hvor forsvaret tog sig en gevaldig blunder.
En vigtig forudsætning for at få scoret et mål er naturligvis, at bolden er inden for målrammen og det var kun 5 af gårsdagens 22 forsøg. Bale var den spiller, som afsluttede mest med seks forsøg, men kun med to inden for målrammen, mens Benzema fulgte lige efter med 5 forsøg og ligeledes med to inden for målrammen.
James havde fire forsøg, som alle gik forbi mål.
Valladolid havde 9 afslutninger i kampen og her var kun to inden for målrammen, men det var altså nok til at sikre et point i den svære udekamp. Målscorer Sergi Guardiola havde i øvrigt 6 forsøg på mål og kun det forsøg, som førte til mål, var inden for rammen.
Sidste sæson scorede man kun 32 mål på hjemmebane, hvor man normalt er over 50 mål og den manglende effektivitet kom især til udtryk i de fire El Clásico-kampe mod Barcelona, hvor man afsluttede 65 gange i de fire kampe, men kun formåede at score 2 mål. Til sammenligning afsluttede Barcelona blot 43 gange, men scorede 10 mål.
