MARCA: Zidane er ikke længere urørlig
Da Real Madrid i marts præsenterede Zinedine Zidane som ny cheftræner, blev han modtaget som den ventede Messias. Nu var det tid til, at Real Madrid igen skulle være med, hvor det er rigtig sjovt, præcis som det skete, da han overtog holdet tidligt i 2016.
Det er dog ikke gået helt som man havde håbet, og med et transfervindue, hvor Zidane har fået lov til at bestemme, dog uden at få drømmespilleren Paul Pogba, har der været høje forventninger om forbedring.
Efter kampen mod Celta forstummede den begyndende kritik, og det så ud til, at man havde rystet en skid pre-season af sig, da det blev til en overbevisende sejr på udebane. Så kom Real Valladolid i vejen, og de stak en kæp i hjulet på Real Madrid, da man måtte nøjes med 1-1 på Bernabéu.
Zidane ryster ikke på hånden - han er sikker på, at den måde han gør tingene på, er den rigtige. Spillere som Gareth Bale og James Rodríguez har fundet en vej tilbage til holdet, og den stædighed, der ellers har set ud til at styre Zidane, ser nu ud til at være forsvundet.
I klubbens ledelse har man været overrasket over en række af trænerens beslutninger, men nu ser man meget gerne, at den store forandring begynder at vise sig. Det skal selvfølgelig retmæssigt siges, at man er hårdt ramt af skader, og især fraværet af Eden Hazard har gjort ondt, mens Vinícius har fået en skidt start på sæsonen.
Marca slår dog også fast, at man fortsat ser Zidane som den rigtige mand til at køre projektet i hus.
September kan dog vise sig at blive afgørende. Her har man svære kampe mod Villarreal, Sevilla og Atlético Madrid, mens kampene mod Levante og Osasuna skal sende et signal.
