Mijatovic: Der er ingen grund til at være alt for optimistisk
Pedrag Mijatovic havde glemt de positive briller på sengebordet, da han i et interview med El Larguero på Cadena Ser skulle sætte lidt ord på Real Madrids aktivitet på sommerens transfermarked.
Således havde den forhenværende Real Madrid-angriber håbet på en større udrensning, men glæder sig over indkøbet af Eden Hazard, som han ser som den eneste spiller, der kan gøre en reel forskel på banen, om end han ikke er Cristiano Ronaldo.
- Jeg havde regnet med flere forstærkninger henover sommeren og en større udrensning af den nuværende trup. Hvis der ikke sker flere ændringer, inden transfervinduet lukker, kan holdet stadig konkurrere, men vi kan ikke være alt for optimistiske, tro vi er de bedste og vinde alle titlerne, siger Mijatovic, der dog glæder sig over tilføjelsen af Hazard:
- Den eneste, der kan gøre en forskel, er Hazard, men der findes kun én Cristiano Ronaldo - ingen er som ham.
Det ser ud til, at Real Madrid har trukket sin interesse i Neymar tilbage, da man har vurderet en eventuel handel alt for dyr, men Mijatovic kunne godt tænke sig at se den driblestærke brasilianer i den spanske hovedstad.
- Jeg ville elske at se Neymar i Madrid. Han bringer en masse interessante ting med sig.
Foruden lidt mere målfarlighed til angrebet, kunne Real Madrid også godt bruge noget mere tyngde til midtbanen, hvor alternativer ikke står i kø for Zinedine Zidane, men franskmanden står med en del af skylden selv, da han ganske stædigt insisterede på Paul Pogba, som Real Madrid ikke formåede at lande.
- Vi får se, om de henter flere spillere denne sommer, men det er ikke noget, som jeg regner med. Den centrale midtbane er lidt svag, da der ikke er ret mange alternativer, så jeg ville hilse en ny midtbanespiller velkommen.
Real Madrids transfervindue smækker i d. 2. september, og den nærmest larmende stilhed i den spanske presse kunne godt indikere, at Los Blancos er færdige på sommerens transfermarked, hvorfor Mijatovic - og mange andre madridistas - givetvis ikke får opfyldt sin drøm om en ny midtbanespiller.
