Marca: Mariano på blokken i Sevilla
Mariano Díaz står angiveligt højt på ønskelisten i Andalusien, hvor Sevillas sportsdirektør, Monchi, arbejder på at lande en aftale med Real Madrid, inden det spanske transfervindue lukker mandag d. 2. september.
Det bliver imidlertid ikke let for Sevilla at hente den 26-årige angriber, da der er flere bump på vejen mod angriberens underskrift.
Det første er Marianos prisskilt på 30 millioner euro, som Marca ser som en udfordring for den andalusiske klub, ligesom hans løn på fem millioner euro ligeledes ligger i den høje ende for Sevilla.
Derfor erfarer Marca, at Monchi vil forsøge at hente Mariano ind på en lejeaftale, der meget vel kan komme til at indeholde en købsklausul på angriberen, men i første omgang er Sevilla nødt til at sælge en spiller for at gøre plads til et eventuelt køb af Real Madrid-reserven - her spekulerer samme avis i, at Munas Dabbur kan være fortid i den andalusiske klub.
Sevilla forsøgte at overhale Real Madrid indenom sidste sommer i kapløbet om Marianos underskrift, men han valgte altså at skifte tilbage til Real Madrid.
Det har imidlertid ikke været en genforening med de store positive overskrifter for Mariano, hvilket overvejende kan tilskrives de mange skader, som angriberen rendte ind i sidste sæson, ligesom Zinedine Zidane heller ikke nærede, og nærer, den store tillid til den 26-årige skarpretter.
