Hierro forsøgte at lokke Nesta til Real Madrid

Den tidligere italienske stjerneforsvarsspiller, Alessandro Nesta, blev i 2002 solgt fra Lazio til AC Milan, hvor han fra 2002 til 2012 gjorde en stærk figur i midterforsvaret. Den nu 44-årige italiener fortæller dog, at Real Madrids legendariske midtstopper, Fernando Hierro, forsøgte at lokke ham til Real Madrid, da han stadig spillede i Lazio.

Fortællingen kommer fra en live video på Instagram for nylig, hvor Nesta snakkede med en anden tidligere italiensk topspiller, angriberen Christian Vieri. Ifølge Nesta henvendte Hierro sig til ham efter en venskabskamp mellem Lazio og Real Madrid:
- Efter kampen kom Fernando Hierro hen til busområdet og fortalte mig: ”Du bliver nødt til at komme til Real Madrid – hvad laver du i Lazio?” Jeg sagde: ”Du er skør, jeg spiller i Lazio”, og han kiggede på mig og må have syntes, at jeg var skør.

Nesta endte dog som nævnt med at blive solgt, og det skyldtes Lazios økonomiske krise i de tidlige nuller. I Milan fik Nesta efterfølgende succes, hvor han blandt andet vandt Champions League to gange, mens han også vandt VM med Italien i 2006. Han var dog ikke med til at slå Zidane og co. i finalen, da han sad ude med en skade, som han pådrog sig i gruppespillet.

Seneste artikler...