Åbent brev fra Zidane til Madridismoen
Madridista.dk bringer her Zinedine Zidanes fulde afskedsbrev til Madridismoen:
Kære Madridistas.
Siden jeg for 20 år siden, fra første dag, jeg betrådte Ciudad de Madrid og iførte mig den hvide trøje, har I vist mig jeres kærlighed. Jeg har altid følt, at jeg var noget særligt for jer. Jeg har haft den store ære at være spiller og træner i historiens største klub, men frem for alt endnu en Madridista. På grund af alt det, ville jeg gerne skrive dette brev for at sige farvel til jer og forklare min beslutning om at forlade trænersædet.
Da jeg i marts måned 2019 accepterede at vende tilbage som træner for Madrid efter en pause på omkring otte måneder, var det fordi præsident Florentino Pérez bade mig om det, selvfølgelig, men også fordi jeg følte støtten og ønsket om igen at se mig som træner for holdet. Fordi jeg føler de samme Madridismo-værdier, som denne klub giver til sine medlemmer og tilhængere i hele verden. Jeg har også forsøgt at videregive disse værdier i alt, hvad jeg har gjort og jeg har forsøgt at være et eksempel. At være 20 år i Real Madrid, er det smukkeste, som er sket i mit liv og jeg ved, at jeg skylder Florentino Pérez meget, for at stole på mig i 2001 og kæmpe for mig, for at få mig hertil, selv om der var folk, der var imod det. Jeg siger det fra hjertet, at jeg altid vil være dig taknemmelig, præsident, for dette. Altid.
Nu er tiden kommet til at rejse og jeg vil gerne forklare mine grunde. Jeg rejser, men jeg forlader ikke båden og jeg er ikke træt af at træne. I maj 2018 rejste jeg, fordi jeg efter 2½ år med så mange sejre og trofæer, følte at holdet havde brug for en ny retning for at holde fast i den absolutte top. I dag er tingene anderledes. Jeg rejser, fordi jeg føler at klubben ikke giver mig den fornødne tillid, som jeg har brug for og ikke giver mig støtten til at opbygge noget på lidt længere sigt. Jeg kender fodbold og jeg kender kravene i en klub som Real Madrid og jeg ved, at når man ikke længere har lysten, skal man rejse. Men her har man glemt en meget vigtig ting, man har glemt alt hvad jeg har opbygget i det daglige, det som jeg har givet i relationen til spillerne, med de 150 mennesker, som jeg samarbejder med omkring holdet. Jeg er en født vinder og jeg var her for at vinde trofæer, men ud over dette, er der også den menneskelige side, følelserne, livet og jeg har fornemmelsen af, at disse ting ikke er blevet værdsat, at man ikke har forstået at også sådan fastholder man dynamikken i en stor klub. Herudover har man også på en bestemt måde bebrejdet mig.
Jeg vil gerne have, at man respekterer, hvad vi alle har gjort. Jeg ville gerne have haft, at mine sidste måneder med klubben og med præsidenten havde været lidt anderledes end med andre trænere. Jeg bad ikke om privilegier, selvfølgelig ikke, men om en smule mere hukommelse. I dag er en træners liv på bænken i en klub omkring to sæsoner og ikke ret meget mere. For at det skal vare længere, er de menneskelige relationer essentielle, de er vigtigere end penge, vigtigere end berømmelse, vigtigere end alt. Man skal passe på det. Derfor gjorde det mig ondt at læse i pressen, efter et nederlag, at man ville fyre mig, hvis jeg ikke vandt den næste kamp. Det gjorde ondt på mig og på hele holdet, fordi disse bevidst plantede historier i pressen skabte negativ støj i truppen, det skabte tvivl og misforståelser. Heldigvis havde jeg nogle vidunderlige spillere, som var med mig til det sidste. Når tingene blev onde, reddede de mig med storslåede sejre. Fordi de troede på mig og fordi de vidste, at jeg troede på dem. Selvfølgelig er jeg ikke den bedste træner i verden, men jeg er i stand til at give den styrke og tillid, som hver enkelt har brug for i sit arbejde, hvad enten man er spiller, del af trænerstaben eller en hvilken som helst ansat. Jeg ved præcis hvad et hold har brug for. Igennem de 20 år har jeg lært gennem jer fans, at I ønsker at vinde, selvfølgelig, men frem for alt ønsker I, at vi giver alt; træneren, staben og selvfølgelig spillerne. Og jeg kan forsikre om, at vi har givet 100% for klubben.
Jeg vil også gerne benytte dette brev til at sende en besked til journalisterne. Jeg har holdt hundredevis af pressemøder og desværre har vi snakket meget lidt om fodbold og jeg ved, at I også elsker fodbold, som er den sport, der forener os. Men, uden at kritisere jer eller give jer lektioner, ville jeg gerne have haft, at spørgsmålene ikke altid blev vendt mod polemik, at vi havde kunnet snakke mere om bolden og alle spillerne, som er og altid vil være en vigtig del af dette spil. Vi må ikke glemme fodbold, vi skal passe på den.
Kære Madridistas, jeg vil altid være en af jeres.
