Optakt: Real Madrid – Celta Vigo, LaLiga, 4. spillerunde

Logo Realmadrid 010101

560 dage. Så længe siden er det, at Real Madrid spillede den seneste kamp på Santiago Bernabéu, og dengang var det Barcelona, der den 1. marts 2020 blev besejret med 2-0 efter scoringer af Vinícius og Mariano. I aften er man endelig tilbage på det mytiske Bernabéu, og aftenens modstander er den øjeblikkelige nummer 18 i LaLiga, Celta Vigo.

Carlo Ancelotti sagde på pressekonferencen i går, at man skal sikre de tre point, men at man også vil gå efter at spille en flot kamp, så de fremmødte fans kan få fuld valuta for pengene. Det bør da også være muligt på hjemmebane imod et Celta-mandskab, der blot har fået ét point i løbet af de første tre kampe. Undervejs har de desuden blot scoret ét mål, som kom i 2-1-nederlaget til Atlético Madrid. Herefter har man spillet 0-0 med Osasuna og tabt 1-0 til Athletic Club.

Real Madrid er hidtil ubesejret i sæsonen med syv ud af ni mulige point, og man møder et hold, som man har haft godt styr på de senere år. Real Madrid har således vundet syv ud af de ti seneste opgør, mens de resterende tre er blevet uafgjort. Faktisk har man ikke tabt til Celta siden starten af 2017, hvor man led et 2-1-nederlag i Copa del Rey. I ligaen var det faktisk under Ancelotti, at man tabte senest imod Celta, da man i 2014 tabte med 2-0 på udebane.

De to mandskaber plejer at være garant for målrige opgør. Således er der i gennemsnit blevet scoret 4,1 mål i de sidste ti kampe imellem de to hold. Heraf står Real Madrid for 3 mål per kamp i snit, mens Celta i snit scorer 1,1 mål i løbet af de sidste ti kampe.

Det kan alt sammen lyde godt for Real Madrid, men man skal også have in mente, at Ancelotti står med nogle nye dilemmaer frem til aftenens kamp. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvor spilleklar de tilbagevendte landsholdsspillere er, hvor der især har været fokus på sydamerikanerne Fede Valverde, Casemiro, Vinícius og Éder Militão, som vendte hjem til Madrid fredag.

Derudover må Ancelotti se bort fra folk, som han har sat sin lid til indtil nu, eftersom David Alaba og Gareth Bale er ude af aftenens opgør, ligesom Luka Jovic ikke er med til eventuelt at aflaste Karim Benzema. Også Toni Kroos og Dani Ceballos er ude, men til gengæld er Luka Modric, Marcelo, Ferland Mendy og Nacho igen spilleklar. Det skal derfor blive spændende at se, om Miguel Gutiérrez får lov at fortsætte med at spille, om det umiddelbare førstevalg i Mendy får sine første sæsonminutter, eller om holdets nye anfører, Marcelo, bare glider direkte ind i startopstillingen.

I angrebet er Ancelotti nok nødsaget til at spille med Benzema, der ellers spillede i alle Frankrigs tre landskampe, men til gengæld burde Vinícius være i spil til en startopstilling for at fortsætte sine gode takter fra indledningen på sæsonen, da han ikke har spillet siden den 3. september, hvor han fik 45 minutter imod Chile. På højrekanten skal Ancelotti finde en erstatning for Bale, og her er spørgsmålet, om han går med Eden Hazard, der spillede i alle Belgiens tre landskampe, eller om Rodrygo får sin første sæsonstart.

Derudover må man formode, at Eduardo Camavinga får sin Real Madrid-debut, men spørgsmålet er, om det bliver fra start eller som indskifter.

Uanset hvad forventes det, at Real Madrid hiver alle tre point med hjem, når man endelig åbner dørene til Santiago Bernabéu igen. Kampen sparkes i gang klokken 21, og den kan ses på TV 2 SPORT X eller tv2 play.

Real Madrids forventede startopstilling:
Courtois, Carvajal, Militão, Nacho, Marcelo, Modric, Casemiro, Isco, Vinícius, Benzema, Hazard.

BEMÆRK! Vi bruger cookies.

Ved at benytte hjemmesiden accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Læs mere

Jeg er indforstået

Hvorfor informerer vi om cookies?

Alle danske hjemmesider skal informere om cookies, der afsættes på brugerens udstyr. Informationen skal være i overensstemmelse med ”Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af og adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr”.

Vi benytter cookies til:

  • Optimering af teknisk funktionalitet
  • Integration til facebook.com
  • Integration til vores annoncører, herunder Google AdSense

Ønsker du ikke at tillade cookies, kan du finde en vejledning her til at slette/slå dem fra i din browser. Vælger du at slette cookies, vil en del funktioner på madridista.dk ikke fungere hensigtsmæssigt for dig. Fx vil det ikke være muligt at logge på debatforum.