Real Madrid fejler ofte efter Clásico-triumfer

Hvis man har en fornemmelse af, at Real Madrid ofte dummer sig, efter man har slået Barcelona, så er der god grund til det. Vi har kigget på Real Madrids seneste 11 Clásico-triumfer. Det tager os helt tilbage til den næstsidste kamp før corona-nedlukningen, og tallene peger på, at Real Madrid-spillerne gerne må tage sig ekstra meget sammen, når man i morgen eftermiddag møder Racing Santandaer – især fordi man samtidig har en rædderlig udebanestatistik med eftermiddagskampe.
Men lad os for nu forholde os til perioden efter de seneste 11 Clásico-sejre. Vi tager dem i rækkefølge med den seneste først.
26. oktober 2025: Real Madrid-Barcelona 2-1
Xabi Alonso brød endelig stimen med fire kampe på stribe med nederlag til Barcelona – alle i sæsonen forinden – men sejren endte ikke med at gøre ret meget godt for Real Madrid. Nærmere tværtimod. Kampen huskes mest for Vinícius hysteriske vredesudbrud, da han skiftes ud efter 72 minutter, og ud over 4-0-sejren i kampen efter imod Valencia på Bernabéu var perioden efter ganske skrækkelig. Nederlag til Liverpool og Manchester City i Champions League, uafgjorte imod småhold som Rayo Vallecano, Elche og Girona samt et hjemmebanenederlag til Celta Vigo i LaLiga var seks af de otte efterfølgende kampe. Det blev kun til sejre over Olympiakos og Athletic Club.
21. april 2024: Real Madrid-Barcelona 3-2
Vi springer over en hel sæson for at finde den næste sejr, og det var i den fantastiske doublevindende 2023/24-sæson. Her slog man i 32. spillerunde Barcelona på Bernabéu på et sent mål af Bellingham. Og det er faktisk en af de få kampe på denne liste, hvor man ikke dummede sig i en eller anden forstand i de efterfølgende runder.
14. januar 2024: Real Madrid-Barcelona 4-1
Real Madrid vinder Den Spanske Super Cup, bl.a. på et hattrick af Vinícius, og det blev fulgt op med et 4-2-nederlag imod Atlético Madrid bare fire dage senere i Copa del Rey, hvor ottendedelsfinalen altså blev endestationen.
28. oktober 2023: Barcelona-Real Madrid 1-2
Bellingham scorer to flotte mål i den seneste udebanesejr. En vigtig sejr og vigtige point… som man så ødslede væk bare én uge senere, hvor man spillede 0-0 på Bernabéu imod Rayo Vallecano.
5. april 2023: Barcelona-Real Madrid 0-4
Efter at være blevet kørt ned under gulvbrædderne i 40 minutter vågner Real Madrid – og især hattrickmageren Benzema – og henter en storsejr, der sender holdet i Copa del Rey-finalen. Og hvad gør man efter sådan en storsejr, hvor man har vendt 1-0-nederlaget fra første kamp til triumf? Man går ud og taber med 3-2 til Villarreal på Bernabéu i ligaen.
16. oktober 2022: Real Madrid-Barcelona 3-1
Pyha. Så kommer én af succeshistorierne. Real Madrid slår Barcelona uden de store problemer hjemme i ligaen og undlader at dumme sig i den efterfølgende kamp. Barcelona vinder dog ligaen den sæson.
12. januar 2022: Real Madrid-Barcelona 3-2 (efter forlænget spilletid)
Denne sejr sendte Real Madrid i Den Spanske Super Cup-finale, som man vandt over Athletic Club. Men det kom som så mange gange før med en pris. Efter finalesejren over Athletic Club var man heldige med at slå upåagtede Elche ud af Copa del Rey-ottendedelsfinalerne efter forlænget spilletid. Dernæst spillede man uafgjort imod selvsamme Elche på hjemmebane i ligaen, inden Athletic Club slog Real Madrid ud af Copa del Rey. Det blev også til en uafgjort imod Villarreal i LaLiga og et nederlag til PSG i Champions League. Altså kun to sejre i ordinær spilletid på de seks kampe efter Clásico-sejren.
24. oktober 2021: Barcelona-Real Madrid 1-2
Alaba og Lucas Vázquez var Real Madrids usandsynlige målscorere i denne sejr på Camp Nou. Igen tre vigtige point hentet på en utrolig svær udebane – som så blev fulgt op med to tabte point på Bernabéu, hvor man spillede 0-0 med Osasuna.
10. april 2021: Real Madrid-Barcelona 2-1
Benzema scorer et fantastisk mål med hælen og Kroos på frispark på vikarstadionet Estadio Alfredo Di Stéfano. Det blev fulgt op med intet mindre end tre 0-0-kampe på de næste fire kampe imod Liverpool, Getafe og Real Betis. Faktisk vandt man kun to ud af de otte kampe efter sejren over Barcelona, nemlig pligtsejre imod Cádiz ude og Osasuna hjemme.
24. oktober 2020: Barcelona-Real Madrid 1-3
Modric scorer til 3-1 i de døende minutter i denne udebanesejr, og der skulle lidt af et mirakel til for, at det ikke blev fulgt op med et nederlag. På udebane imod Borussia Mönchengladbach krævede det nemlig mål fra Benzema og Casemiro i det 87. og 93. minut for at slippe fra Tyskland med 2-2.
1. marts 2020: Real Madrid-Barcelona 2-0
Begge målene i denne kamp er semi-ikoniske. Vinícius scorer til 1-0 efter at være blevet vinket i dybden bag danske Braithwaite af Kroos, mens Mariano scorer til 2-0. Kampen efter tabte man til Real Betis, og næste kamp var først i juni, fordi corona-nedlukningen ramte fodboden.
Konklusion
Egentlig er der kun 2 sejre ud af de 11 seneste over Barcelona, hvor Real Madrid er cruiset videre på det rygstød, den slags kampe bør give, nemlig sejrene 21. april 2024 og 16. oktober 2022. Ser man sort-hvidt på tallene, har Real Madrid i kun fire tilfælde vundet en kamp efter en Clásico-sejr ud af de sidste 11 mulige – og efter to af de fire er man efterfølgende røget ud i nogle utrolig besværlige perioder med dumme pointtab i både LaLiga og Champions League samt exits fra cupturneringer. I visse tilfælde har Real Madrid haft svære kampe efter Clásicos, der også gerne trækker ekstra tænder ud, men konklusionen må alligevel være, at Real Madrid har et problem med at blive for magelige eller selvtilfredse efter disse helt store sejre mod ærkerivalerne.
Læg dertil, at Real Madrid kun har vundet to af de seneste otte eftermiddagskampe på udebane, som anført i artiklen, vi linker til i toppen. Med disse to besynderlige tendenser er der altså god grund til ikke at tage for let på opgaven i morgen eftermiddag imod Racing Santander.
