Optakt: Sheriff Tiraspol - Real Madrid, CL, 5. kamp

Der er ikke så meget at rafle om. Når det i aften går løs på Sheriff Stadion i Moldavien, handler det om at få en sejr og intet andet.

Det vil nemlig betyde, at Real Madrid står med gode kort til at sikre sig førstepladsen i puljen og potentielt står til at få en langt mere overkommelig modstander i ottendedelsfinalen. Real Madrid må da også siges at være klare favoritter mod Sheriff Tiraspol, som dog chokerede alt og alle ved at vinde en heldig sejr i det omvendte opgør, så der er revanche til gode for Ancelottis tropper.

Heldigvis er det kun sket 13 gange, at et hold har formået at vinde begge sine opgør mod Real Madrid i de europæiske turneringer. Desværre er det dog sket i de seneste tre sæsoner, nemlig mod Shakhtar Donetsk, CSKA Moskva og Manchester City.

Real Madrid skal dog være i stand til at vinde aftenens kamp på en bane, som faktisk har de samme mål som på Estadio Santiago Bernabéu og man kan derfor ikke undskylde sig med baneforholdene.

Real Madrid kommer med en frisk sejr på 1-4 over Granada i bagagen og holdet er inde i en positiv periode, som der skal bygges videre på i en periode med mange kampe.

Carlo Ancelotti kan stille i stort set stærkeste opstilling, hvor kun fraværet af Fede Valverde vækker opsigt, men man har valgt at spare uruguayaneren til den vigtige liga-kamp mod Sevilla i weekenden og derfor bliver det Hellig Tre Konger bestående af Casemiro, Kroos og Modric, der skal styre Real Madrids spil. I det centrale forsvar ventes Eder Militao at være tilbage som makker til Alaba og sammen skal de tage sig i agt for Sheriffs kontraspil, som kan komme til at volde problemer, hvis man ikke er opmærksomme.

Siden sejren på Estadio Santiago Bernabéu for halvanden måned siden har Sheriff Tiraspol tabt sine to CL-kampe mod Inter, mens man har gjort rent bord i den hjemlige liga med 8 sejre og en målscore på 29-1, så det vil være et hold med en vis selvtillid og med visheden om, at man kun kan overraske i opgøret.

Men som spansk presse skriver, så handler det for Real Madrid om at vise, hvem der er Sherif i Europa og Real Madrid kan blive første spanske hold, som indløser billet til det videre forløb, hvilket man som eneste klub i Europa har formået at gøre siden CL-formatet blev introduceret.

Real Madrids forventede hold: Courtois, Carvajal, Alaba, Militao, Mendy, Casemiro, Kroos, Modric, Rodrygo, Vinícius, Benzema.

Seneste artikler...

Annonce