Vi er stadig favoritter!

Ronaldo leverede ikke sin bedste kamp i karrieren, da man tabte til Barcelona - men overordnet set har ham og holdkammeraterne mest at juble over.

 

Ny madridista.dk mener!

 

Inden du panikker helt; så skal du altså lige åbne dagens avis, finde sportssiderne og kigge på tabellen for den bedste spanske række.

Her vil du læse, at vi stadig er á point med førerholdet Atlético Madrid, og endnu vigtigere stadig har flere point end FC Barcelona, som stadig bør anses som værende den farligste konkurrent til guldmedaljerne.

Vi har med andre ord stadigvæk rigtigt meget at glæde os over, og hovedfokus lige nu må være at finde de positive aspekter frem – en tabel lyver som bekendt aldrig.

Forsimplet forklaret, så skal vi ’blot’ vinde vores resterende ni kampe og bede til de højere magter om, at FC Barcelona gør det samme. Begge dele er mere end overvejende sandsynligt, og meget mod den østspanske vilje, kan Barcelona dermed spille trofæet direkte i hænderne på anfører Iker Casillas.

I sidste runde møder Tata Martinos mandskab nemlig Atlético Madrid, der ikke på nogen måde kan tillade sig selv fejltrin, hvis de vil undgå at blive overhalet af os. Atlético har desuden et for dem rigtigt kedeligt slutprogram. Måske de ikke sætter point til på Camp Nou, men det kan de til gengæld sagtens gøre hjemme mod Villarreal, eller ude mod Valencia eller Levante.

Og selvom nederlaget i går gjorde rigtigt, rigtigt ondt – så ligger bolden stadig for fødderne af vores spillere.

Indtil det 66. minut havde vi mestendels mast Barcelona ud af Bernabéu, og det er altså vigtigt at tage med fra et så hamrende ærgerligt nederlag. Det var ikke spillet, taktikken eller manglende niveau, der bar hoveddelen af skylden for gårsdagens deroute, men derimod en enkelt person, der på ingen måde var sin opgave voksen – og nej, jeg henviser ikke til Undiano Mallenco!

Naturligvis havde det været himmelråbende dejligt at være syv eller fire point foran Barcelona, men faktum er sådan set, at vi stadig har et point mere end dem og derfor har skæbnen helt i vores egne hænder. Og med et slutprogram, der nok tæller et par svære udekampe mod La Real og på Ramón Sánchez Pizjuán, men ellers ser ret appetitligt ud, så er der stadig alle grunde til at tro på, at vi vinder mesterskabet.

Læg dertil at vores to nærmeste rivaler om føje tid skal ud i et strabadserende dobbeltopgør med hinanden som modstandere, når kvartfinalerne i dette års Champions League skal afvikles.

Den lodtrækning kan vise sig at være endog meget god for Real Madrid, da begge holds relativt smalle trupper givetvist vil blive presset fysisk. Samtidig er det vist nok noget med, at ingen af holdene har det særligt godt med de ligekampe, der kommer lige efter europæiske kampe.

Men tilbage til os selv.

Populært sagt har vi ni finaler tilbage, jeg har oprigtigt talt troen på, at vi vinder dem alle sammen. Og vi kan jo passende indlede stimen, når vi om to dage møder farlige Sevilla i Andalusien. En vanskelig kamp, måske faktisk den vanskeligste af de resterende, men også samtidig den mest oplagte mulighed for at give klubben genopstandelse og signalere til konkurrenterne, at vi stadig er dem, de skal frygte mest i titelræset.

Jeg er ikke i tvivl, Ancelotti høster guld i sin første sæson – spørgsmålet er blot, om vi også vinder Copa del Rey og Champions League.

Vamos Real, hasta el final!