Sergio Ramos udvist for 23. gang
Sergio Ramos behøver ikke at kigge tilbage på gårsdagens kamp med stolthed, for den var endnu et bevis på at det fra tid til anden kortslutter fuldstændigt for ham.
Ganske få sekunder før sidste slutfløjt gik han op i en hovedstøds-duel med en Deportivo-spiller, som han ramte med sin albue og så blev han præsenteret for sin anden advarsel og dermed udvisning - den 23. i tiden som Real Madrid-spiller.
Og selv om det ikke var den mest klare advarsel i fodbold-historien, så var det alligevel bemærkelsesværdigt, at han igen bragte sig i en situation, som gav dommeren mulighed for at give udvisningen og så var han endda heldig med at få så megen spilletid i gårsdagens kamp.
Allerede i første halvleg skulle han nemlig have været sendt direkte i bad, da han hovedløst satte en hånd i ansigtet på Deportivo-forsvareren Schär, igen i en situation, hvor han bare skulle have holdt sig langt væk.
Med udvisningen er Sergio Ramos dermed som udgangspunkt spærret til den næste kamp, som er hjemme mod Valencia, men Real Madrid har valgt at anke udvisningen, fordi man føler at det andet gule kort var for hård en kendelse.
