Rygte: Laporte foretrækker Real Madrid
Laporte er eftertragtet, men bulletinerne i Spanien lyder, at franskmanden foretrækker Real Madrid.
Atheltic Bilbaos forsvarsgeneral Aymeric Laporte har længe været på radaren blandt verdens største fodboldklubber, men det spanske medie Don Balon erfarer, at midterforsvaren foretrækker Real Madrid, hvor Zidane efter sigende også skulle være interesseret i at bringe sin landsmand til hovedstadsklubben.
Don Balon går endda så langt til at hævde, at forsvarsspilleren denne sommer afviste Barcelona, for på et senere tidspunkt at kunne skifte til Real Madrid; også Pep Guardiola forsøgte sig med at hente Laporte i sommers, men uden held.
Zidane er angiveligt imponeret over Laportes spil med fødderne, hvilket passer godt ind i franskmandens filosofi med stor boldbesiddelse. Endvidere vil franskmanden heller ikke være ukampdygtig i Champions League, hvis Real Madrid vælger at smide et bud af sted på ham til januar, hvilket ligeledes betragtes som et stort plus i den spanske presse.
Real Madrid valgte ikke at forlænge Pepes kontrakt i sommers, hvorfor portugiseren skiftede kvit og frit til Besiktas. Zidane står derfor med en lidt skrøbelig defensiv, hvor Ramos er god for en håndfuld karantænedage, ligesom Vallejo samt Varane er god for flere dage på sidelinjen pga. diverse skavanker. Derfor ville det give god mening, hvis Zidane pønser på at hente nyt blod ind til defensiven.
