Optakt: Real Sociedad-Real Madrid
1) Dine forventninger til kampen:
Daniel: Hvor jeg tidligere har forventet tre point, er jeg lidt mere forsigtig i mælet i denne omgang, hvor jeg mere har en forventning om, at Zidanes elleve mand på grønsværen leverer en fight, som vi fans kan sidde tilbage og være tilfredse med efter kampen. Et point ville være et godt resultat, tre point fremragende, når man tager skader og karantæner med i betragtningen.
Andreas: Hårdt tidspunkt at møde La Real. Madrid er ikke i topform, men det er de så sandelig. Også er Anoeta et svært sted at komme. Sæsonstarten for Madrid gør næsten, at man må kræve 3 point, da forspringet til Barcelona ellers bliver 6 point allerede. Men igen, formstærke La Real og det modsatte for Madrid gør at 1 point må være tilfredsstillende.
Christian: En meget svær kamp. Skal man udpege tre nøglespillere i Real Madrid-truppen, ville man givetvis pege på Cristiano, Marcelo og Kroos, som desværre alle er fraværende til denne nøglekamp. Jeg frygter virkelig et nederlag, men håber også at erstatninger som Kovacic, Theo, Asensio og hvad de ellers hedder, vil se det som en chance for at vise, at de skal tages seriøst i forhold til start-11’eren og ikke blot anses som fremtidens spillere.
2) Hvad skal der holdes særligt øje med hos modstanderen:
Daniel: La Real har fungeret godt kollektivt, hvor flere spillere har budt ind med scoringer, men for at tæmme baskerne, skal Illarramendi pilles ud af spillet, da han om nogen er dirigenten på et sprudlende Sociedad-mandskab.
Andreas: Stærkt pasningshold anført af Illara. Også er Prieto klasse til at komme sent i feltet.
Christian: Et stærkt kollektiv som scorer uhyggeligt mange mål. Det er altid spændende at se vores tidligere spillere Illarra og Llorente, mens jeg også ser frem til at se talenter som Odriozola og Oyarzabal, der meget vel kunne være fremtidige Madrid-spillere. Særligt førstnævnte kunne være spændende som backup for Carvajal.
3) Dit råd til Zinedine Zidane:
Daniel: Spil med tålmodighed. Det er sikkert som amen i kirken, at Real Sociedad vil komme med 180 km/t fra kampens start, hvorfor det er vigtigt at være rolig på bolden og turde spille den rundt, og så skal der trykkes på kassen fra distancen, ikke fordi Rulli er en dårlig målmand - tværtimod - men fordi det kan skabe uventede situationer samt standardsituationer, hvor vi gerne skulle have en fordel med Bale, Ramos, Varane/Nacho og Casemiro.... forhåbentlig! Ja, det kan lyde primitivt, men det kan sagtens blive opskriften på succes i morgen aften.
Andreas: Højt pres til at bryde Sociedads spil. Vind midtbanen ved evt 4-5-1 (Casemiro, Modric, Isco, Asensio og Lucas) og så skal Bale træde i karakter som spids. Han har tidligere haft nogle af sin bedste kampe ude mod Sociedad. Det må han gerne have igen.
Christian: Sig og gør det samme som du gjorde i slutningen af sidste sæson. Bank noget tro på tingene ind i de unge og slip dem løs for de hæmninger som ellers har kendetegnet Real Madrid siden den stærke preseason. Bed Casemiro og Modric vinde kampen om midtbanen, mens Isco og Asensio skal stå for det kreative. Bale kan forhåbentlig få lidt mere plads end tilfældet ellers har været i sæsonen, da La Real almindeligvis spiller mere offensivt.
Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Ramos, Varane, Theo; Casemiro, Modric, Isco; Lucas V., Asensio, Bale.
