Det sagde de efter Real Sociedad-kampen
Det var et svært tilfreds Real Madrid-mandskab, der mødte pressen efter kampen oven på den vigtige udebanesejr mod Real Sociedad. Madridista.dk har fundet lidt af reaktionerne efter kampen, som I kan læse her under.
Zinedine Zidane, Real Madrid:
- Det krævede karakter at vinde på den svære bane, og det viste holdet. Real Sociedad er startet sæsonen godt. Vi spillede 90 minutter på et højt niveau, specielt i første halvleg. Bale og Borjas mål tippede kampen til vores fordel, men det var en sejr, der krævede en god kamp fra alle spillere. Vi spillede godt fra start til slut.
- Jeg vil gerne lykønske holdet med scoringsstimen på 73 kampe, som de har arbejdet hårdt for at opnå.
Borja Mayoral, Real Madrid:
- Jeg er utrolig glad; vi spillede en stor kamp. Vi vidste på forhånd, at det ville blive en svær kamp, men vi fik det resultat, som vi kom efter. Sejren var ekstra vigtig på baggrund af de to seneste uafgjorte kampe i ligaen.
- Det var tre point på en bane, hvor ikke mange hold kommer til at hente point. Nu skal vi fortsætte i samme spor, bevare fokus og blive ved med at arbejde hårdt, da det er opskriften på succes. Vores fokus er nu rettet mod kampen mod Betis.
Dani Carvajal, Real Madrid:
- Hvis vi havde spillet uafgjort eller tabt i dag (i går, red.), havde vi været seks eller syv point efter vores rivaler. Derfor var det en vigtig kamp for os, og en stor udfordring med mange spillere ude, men vi reagerede godt og klarede udfordringen.
Keylor Navas, Real Madrid:
- Holdets attitude var god. Vi startede kampen godt og leverede et godt stykke arbejde. Vi mødte et godt hold, hvorfor det var vigtigt at minimere vores fejl. Vi er glade for de tre vigtige point.
- Bale er en fantastisk spiller og han hjælper altid holdet. Han arbejder altid stenhårdt i holdets tjeneste og i dag krydrede han dette med et mål. Hele holdet står bag ham.
Gareth Bale, Real Madrid:
- Det vigtigste var at vinde kampen. Det var dejligt at score og jeg følte mig godt tilpas på banen, men det vigtigste var som sagt sejren. Jeg kan sagtens håndtere mishagsytringerne; det er en del af fodbolden. Jeg arbejder hårdt for at bevise mig. Det er det eneste, jeg kan gøre. Jeg ved, at jeg ikke er i min bedste form, hvorfor der er mere at komme efter. Det handler blot om tålmodighed.
Eusebio Sacristán, Real Sociedad:
- Real Madrid er et meget stærkt hold, hvilket de demonstrerede i første halvleg. Mine spillere gav ikke op, og i anden halvleg spillede vi os til nogle store chancer, da Real Madrid spillede mere afventede. Vi må dog bare acceptere, at vi stod over for et stærkt mandskab i denne kamp.
