Mere godt nyt for Carvajal: Real Madrid har ingen planer om at hente en erstatning
Carvajal har intet at være urolig for - Real Madrid pønser således ikke på at hente en erstatning for spanieren.
Vi skrev tidligere på dagen en glædelig nyhed om, at Carvajals hjerte-virus heldigvis er et overstået kapitel for spanieren, men Real Madrids lægestab er fortsat påpasselige med at sende højrebacken tilbage på træningsbanen, da der fortsat er risiko for tilbagefald.
Det betyder imidlertid ikke, at den spanske storklub sonderer terrænet efter en erstatning for Carvajal, om end der har været skriverier om netop dette i spanske presse de senere dage, hvor et navn som Odriozola igen er poppet op - La Real-backen har dog selv været ude og afvise alle spekulationer.
Den spanske sportsavis Marca erfarer således, via egen kilder, at Real Madrid har stor tiltro til, at såvel Achraf Hakimi som Nacho sagtens kan løfte opgaven på højrebacken i Carvajals fravær, trods uvisheden om dennes tilbagevenden.
Marcelo og Theo er begge tilbage på træningsbanen, hvorfor det lurer lidt i luften, at Nacho kommer til at agere førstevalg på højrebacken den kommende tid.
