Før Getafe - Real Madrid, 8. spillerunde LaLiga
Vi er tilbage med kampe i LaLiga og her følger vores kommentarer til morgendagens kamp. Og vi byder samtidig en debutant velkommen på Madridista.dk-holdet, nemlig Jonas, som har glædet os med sin lyst til at skrive for os.
1) Dine forventninger til kampen:
Jonas: Jeg forventer en kamp hvor Real Madrid dominerer, men hvor Getafe også vil være farlige, i de tilsyneladende uundgåelige situationer hvor en eller flere af vores forsvarsspillere taber hovedet. Jeg forventer dog alligevel en sejr med mindst to mål.
Daniel: Jeg forventer tre point. Real Madrid har det OK med Getafe. Således har madrilenerne vundet de seneste tre gange på Coliseum Alfonso Pérez.... endda ganske overbevisende. Real Madrids seneste nederlag mod Getafe var tilbage i 2012. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg forventer, at det bliver nemt - det gør det nemlig ikke. Og det er der et par grunde til: 1) Zidane kommer til at spare en håndfuld nøglespillere frem mod den vigtige Champions League-kamp i midtugen mod Tottenham. 2) Det er aldrig til at forudsige, hvordan de enkelte spillere reagerer oven på en landskampspause.
Jesper: Jeg forventer, at nogle af børnesygdommene fra sæsonens start er ved at være væk, hvilket vil sige, at man spiller med langt større beslutsomhed i både forsvar og angreb. Og så er det jo et ufravigeligt krav, at man kommer derfra med alle 3 points.
2) Hvad skal der holdes særligt øje med hos modstanderen:
Jonas: De er et hold der er farlige på hjemmebane. Man skal ikke lade sig snyde af det faktum, at det kun er blevet til én sejr i sæsonens 3 første hjemmekampe. I sæsonens første kamp tabte de 0-1 hjemme mod Sevilla, mens de i sæsonens anden hjemmekamp var lige ved at snyde Barcelona, der dog blev reddet af Paulinho til sidst, mens seneste hjemmekamp bød på en gedigen overraskelse, da de slog Villarreal med hele 4-0. Så det er et mandskab der bestemt ikke skal undervurderes.
Daniel: Jeg regner med, at Getafe kommer hurtigt ud af starthullerne og forsøger at presse højt på banen det første kvarters tid. Her skal Real madrid selvfølgelig spille på rutinen og ikke lade sig stresse af dette og et medrivende publikum - det burde være en formsag, hvis man kommer over dette indledende pres. Getafes nuværende topscorer Angel Rodriguez kræver nok også lidt ekstra opmærksomhed fra bagkæden.
Jesper: Getafe har gjort det overraskende godt i de første 7 kampe af sæsonen og så bliver det spændende at se LaLigas mindste centerforsvarer, Djene på bare 178 cm. Han har gjort det godt indtil nu og tog pippet fuldstændig fra Luis Suárez, da Barcelona var på besøg.
3) Dit råd til Zinedine Zidane:
Jonas: Her vil jeg henvise til afsnittet ovenfor, og sige at han skal sørge for at man ikke undervurderer Getafe. Det er en kamp der kræver koncentration fra start til slut, hvilket desværre alt for ofte er et problem for verdens bedste hold.
Daniel: Stå højt og straf Getafe på omstillingerne. Jeg frygter ikke, at Real Madrids holdopstilling på dagen kommer til at undervurdere hjemmeholdet. Det bliver en blanding af spillere, der skal bevise sig og en vanvittig sulten Ronaldo, hvorfor det nok skal spille ud til Real Madrids fordel. Real Madrid er endvidere superstærke på udebane (13 af 15 kampe vundet i 2017), hvorfor jeg fristes til at sige, at Zidane bare skal følge sin vanlige opskrift på succes.
Jesper: Med en vigtig CL-kamp lige om hjørnet, er det naturligvis vigtigt, at man får lavet forarbejdet godt i morgendagens kamp og får sikret de spillere hvile, som har behov for det, men uden at undervurdere Getafe, som godt kan drille, hvis de får tur i den.
Getafes forventede hold: Guaita, Damián, Djené, Cala, Antunes, Bergara, Álvaro, Arambarri, Bergara, Amath, Molina, Ángel.
Skader: Gorosito, Pacheco, Shibasaki, Jefferson.
Karantæner: Ingen.
Real Madrids forventede hold: Casilla, Achraf, Ramos, Nacho, Marcelo, Casemiro, Ceballos, Kroos, Asensio, Cristiano Ronaldo, Benzema.
Skader: Navas, Carvajal, Kovacic, Bale.
Karantæner: Ingen.
