Før Real Madrid - Tottenham, Champions League 3. runde
Vi er klar med vores kommentarer til morgendagens CL-kamp mod Tottenham.
1) Dine forventninger til kampen:
Christian: RM er et andet hold i CHL end i ligaen. CHL er Real Madrids turnering, og jeg forventer, at Bernabeu vugger, og at holdet kommer ud med ild bagi. Det er en god modstander, men vi skal vise, at vi også højner niveauet, når modstanderen bliver bedre end Getafe.
Daniel: Det er den første kamp i indeværende Champions League-kampagne, hvor Real Madrid har mulighed for at vise det reelle styrkeforhold mellem verdens bedste liga og verdens mest opblæste liga. Real Madrid spillede en fornem kamp på Signal Iduna Park mod Dortmund og jeg forventer et eller andet sted, at Real Madrid også demonstrerer sin styrke mod Tottenham og basker englænderne ret så komfortabelt på Santiago Banerbéu - Champions League er den store scene og her er ingen bedre end Kongeklubben!
Jesper: Jeg forventer egentlig en forholdsvis sikker sejr, for der bør være markant forskel på Real Madrid og det de kalder en engelsk mesterskabs-kandidat.
2) Hvad skal der holdes særligt øje med hos modstanderen:
Christian: Tottenham har nogle spillere, der kan på egen hånd. Kane, Alli og selvfølgelig Eriksen. De skal ikke få et ben til jorden, og man skal særligt lade være med at komme bagud... for så kommer hjemmebanesyndromet tilbage.
Daniel: Eriksen og Kane. Særligt kontrafasen, hvor disse er uhyggelige. Længere er den egentlig ikke. Dembele - hvis han er med - på midtbanen er en spiller, der går under radaren i Tottenham, men han er et usandsynlig vigtigt bindeled på englændernes holdkort, hvorfor han ikke skal levnes megen tid på bolden.
Jesper: Pochettino gør det fremragende med Tottenham og man skal ikke undervurdere en spiller som Harry Kane, som scorer på næsten alt i øjeblikket.
3) Dit råd til Zinedine Zidane:
Christian: Zidane skal sørge for, at man kommer blæsende fra start. Benz og Ronaldo oppe foran. Ingen Asensio, men en Isco, der skal have frie tøjler. Casemiro skal sættes på Eriksen, og så skal man danne overtal på midtbanen, og dermed ødelægge Tottenhams force - hurtig effektiv boldomgang.
Daniel: Real Madrid skal bare ud og vise, hvor skabet skal stå. Der er ingen grund til at overlade initiativet til Tottenham. Og så lad os se Nacho på højrebacken!
Jesper: Gå efter at få førstepladsen sikret i puljen med en sikker hjemmesejr.
Real Madrids forventede hold: Navas, Nacho, Ramos, Varane, Marcelo, Casemiro, Kroos, Modric, Isco, Cristiano Ronaldo, Benzema.
Skader: Carvajal, Kovacic, Bale.
Karantæne: Ingen.
Tottenhams forventede hold: Lloris, Aurier, Alderweireld, Vertonghen, Rose, Dembélé, Dier, Son, Alli, Eriksen, Kane.
Skader: Ingen.
Karantæne: Ingen.
