Eden Hazard: Jeg beundrer Real Madrid
Chelseas belgiske landsholds-stjerne har i den seneste tid stået for et par markante udtalelser, som har bragt rygter om et muligt skifte til Real Madrid.
For nylig udtrykte han sin store beundring for Zinedine Zidane i RTL:
- Alle kender min respekt for Zidane som spiller, men også som træner. Han var mit idol. Jeg ved ikke, hvad der sker i min karriere i fremtiden, men det ville være en drøm at spille for Zidane.
Disse udtalelser blev i går fulgt op af en ny tilnærmelse til de spanske mestre og dobbelte CL-vindere, da han til Canal+ sagde:
- Jeg beundrer Real Madrid. Jeg har det godt i Chelsea og har fortsat to år tilbage af min kontrakt. Når jeg føler et ønske om at skifte, så skifter jeg. Men lige nu er jeg "Blue". Gennem alle årene har man sagt ting om mig, men jeg er fortsat. I Lille sendte de mig på rygtebasis til Paris, men jeg blev. Og i Chelsea har folk altid sagt, at jeg ville rejse, men jeg er her stadig...
Eden Hazards beundring for Zinedine Zidane er absolut gengældt og franskmanden anbefalede da også belgieren til Real Madrid, da Hazard var 19 år gammel og i 2015 gentog Zidane sin beundring, da han sagde:
- Efter Cristiano og Messi er Eden den spiller, som jeg bedst kan lide. Det er spektakulært at se ham spille.
Chelsea arbejder stadig på at forlænge kontrakten med Eden Hazard, men Real Madrid venter uden tvivl opmærksomt i kulissen på at kunne opfylde belgierens og franskmandens fælles ønske om at arbejde sammen i den spanske hovedstad.
