Butragueño: PSG ønskede ikke at trække Real Madrid
Emilio Butragueño mener, at kampen mellem Real Madrid og PSG er en finale værdig.
Real Madrid og PSG tørner sammen i ottendedelsfinalernes helt store Champions League-brag. Det står klart efter lodtrækningen, der fandt sted tidligere på dagen i Nyon. Real Madrid-direktøren Emilio Butragueño mener da også, at denne kamp bliver kræs for alle fodboldelskere:
- PSG er et fantastisk hold, og er, sammen med os, en af kandidaterne til at vinde Champions League. Det er ærgerligt for fodbolden, at enten Real Madrid eller PSG ryger ud inden kvartfinalerne, men det bliver et par spændende kampe, hvor vi skal spille op til vores bedste for at gå videre, siger Butragueño til Realmadrid TV efter lodtrækningen.
Det er ikke gået Butragueños næse forbi, at franskmændene oprustede gevaldigt hen over sommeren, hvorfor Real Madrid-direktøren nærer stor respekt for madrilenernes kommende modstander:
- De handlede dygtigt ind i sommers og er rigtig farlige offensivt. De var allerede kandidater til Champions League-trofæet i fjor; et kandidatur der blot er blevet stærkere denne sæson, konstaterer Butragueño.
PSG havde dog foretrukket en anden modstander end Real Madrid i ottendedelsfinalen, selvom de står stærkere i indeværende sæson:
- Ingen ønskede at trække os, da alle ved, at det er svært at slå Real Madrid over to kampe. Jeg har været i dialog med PSG's direktører, og de var ikke tilfredse med dagens lodtrækning, da de nu skal møde de forsvarende mestre, der har spillere med stor erfaring i denne turnering. Champions League kræver det bedste, og denne turnering bringer det bedste frem i Real Madrid.
Real Madrid spiller første kamp mod PSG d. 14. februar på Santiago Bernabéu.
