Madridista.dk mener: Det er lidt uforklarligt

Smilet er stivnet hos Zinedine Zidane og alle os andre, som havde håbet på en lidt anden sæson end den vi har fået.

”Det er uforklarligt”. Sådan sagde Zinedine Zidane efter weekendens nederlag til Villarreal; et nederlag, som betyder at man nu er tættere på nedrykning end man er på Barcelona - pointmæssigt.

Personligt er jeg tilbøjelig til at give ham ret, om end jeg heller ikke kan fritage ham for at bære et vist ansvar.

Men det er faktisk ganske uforklarligt, hvad der foregår i Real Madrid i øjeblikket. Mandagstrænere og andet godtfolk med hang til diverse manager-spil har naturligvis fundet de vises sten: ”Man skulle aldrig have solgt Morata” eller ”Vi skulle have købt Mbappé”.

Og det er da også to smukke tanker, hver for sig og til sammen. Men når man sætter dem ind i virkelighedens verden, så var de bare aldrig en mulighed og helt ærligt: Ville vores situation have været markant anderledes med Morata eller Mbappé i stedet for eksempelvis Benzema? Spurgt med andre ord: Ligger hele miseren i den ene spiller? Mit klare svar er nej.

I forhold til Mbappé, så er historien jo den helt enkle, at han slet ikke ville til Real Madrid. Han har ved flere lejligheder fortalt, at da Paris SG henvendte sig, var der ikke andre muligheder for ham. Det handlede ikke om penge eller prestige, men simpelthen om at komme ”hjem” til Paris og fortsætte udviklingen i en lidt større klub end Monaco.

Jeg kan sagtens følge tankegangen, at Morata nok kunne have gjort sig fortjent til mere spilletid i Real Madrid. Omvendt var der i sidste sæson ikke alverden til forskel på spanieren og Benzema. Derfor var det naturligt, at Real Madrid i sidste ende valgte at føje Morata, da denne selv ville væk fra Real Madrid. Det har – gudskelov – altid været klubbens politik, at man hjælper spillere på en ordentlig måde, når de kommer og fortæller, at de vil væk. Det var naturligvis super-ærgerligt, for man havde en super-sub i Morata og det havde været fantastisk at have ham i truppen, måske sammen med James. Men det er altså også bare sandheden, at da man traf beslutningen i sommer, var det på et tidspunkt, hvor man gerne ville køre Asensio og Isco ind i mere afgørende roller og det har ingen af dem formået at få.

Og da man senere på sommeren decideret udspillede Manchester United og Barcelona med lige netop den nuværende trup, forstår man at klubbens sportslige ledelse ikke havde hastværk med at komme ud på et vanvittigt transfermarked.

For ser man udelukkende på Real Madrids og Barcelonas trupper, så er det helt uforklarligt, at der er den store resultatmæssige forskel. Hånden på hjertet: Hvis I kigger alene på de to spiller-trupper (og lægger tanker om det nuværende spil og resultater væk), ville I så bytte trup? Jeg ville under ingen omstændigheder.

Og det er på ingen måde for at undervurdere Barcelonas resultater. De ligger hvor de gør, fordi de har præsteret godt og det har aldrig været en ugerning at få sin trup til at spille over evne og det mener jeg faktisk, at Ernesto Valverde har præsteret at få dem til. Det er nemlig lidt vildt, at man kan blive tvunget til salg af Neymar og i sidste øjeblik få hentet Dembelé (som så bliver skadet og er væk hele efteråret), samtidig med, at man får gigantsucces med at hente sit 3./4. valg til midtbanen i Kina og se ham score mål på samlebånd, mens Thomas Vermaelen pludselig er god i forsvaret og André Gomes og Paco Alcácer pludselig spiller uden at falde helt igennem. Det er vildt, men det er fandeme også godt gået af Ernesto Valverde. Det må man bare sige.

Real Madrid tog en chance i sommer ved at lade etablerede spillere som Pepe, James og Morata smutte og lade dem erstatte af Vallejo, Ceballos og Mayoral. Enhver kan se, at det er en umiddelbar svækkelse af truppen, men mange glemmer, at det rent faktisk skete fordi, man havde forventninger om langt større roller til Raphaël Varane, Isco og Asensio. Og det var forventninger, man med god ret kunne have.

Af forskellige grunde har de bare ikke løftet deres spil helt op på det niveau, som klubbens sportslige ledelse og alle andre forventede, at de ville vise.

Men hvad man slet ikke kan forklare, er Cristiano Ronaldo. 4 mål i 18 kampe. Havde nogen sagt det inden sæsonen startede, ville man have rystet på hovedet og hvis man i det hele taget gad gå ind i en debat med en tumling, der spåede sådan, ville man nok have spurgt: Er det så 4 mål pr. kamp?

Han ligner mest af alt en spiller, som ville tvivle på egne evner, selv hvis han skulle skubbe bolden de sidste to meter over stregen i et helt tomt mål. Det kunne man slet ikke have forudset og med portugiseren følger hans makker, Benzema, som rigtig mange kan sige rigtig meget dårligt om, men selv de største kritikere af franskmanden, havde nok trods alt ikke set, at han kun ville have lavet 2 mål i de første 18 kampe.

Så selv om man sagtens kan tale for, at BBC-trioen altid har været udskældt og at man burde have gjort noget, så forstår jeg egentlig godt den sportslige ledelse, når den i sommer valgte at gå med en harmonisk trup, som havde præsteret historisk godt, frem for at lave den store revolution, som folk nu har travlt med skal komme.

Og det bringer mig tilbage til Zinedine Zidane, for selv om han erklærer situationen uforklarlig, så må man også bare konstatere, at han med en vis fransk stædighed og arrogance er ved at male sig op i det hjørne, hvor man kun kan komme til at fejle, uanset hvilken handling, man træffer.

Jeg er ikke sikker på, at det vil have en øjeblikkelig gavnlig effekt at smide et par spillere på bænken og lade nogle andre træde til, for der er alt for mange bærende spillere, som lige nu er så langt fra vanligt niveau, at de trækker de andre med sig ned i dybet.

Og det er i virkeligheden Real Madrids allerstørste problem – og har været det i mange år – at man har en trup, som rent faktisk er helt urørlig i Europa, hvis alle mand spiller op til deres bedste, som de gjorde i sidste sæson, mens man ikke er voldsomt skræmmende, når der begynder at komme ridser i lakken og modstanden begynder at indfinde sig.

Krisen er lige nu selvforstærkende og man er havnet i en ond spiral, som bliver vanskelig at komme ud af. Den nærliggende mulighed er, at forsøge sig på transfermarkedet med en spiller, som vil være til rådighed i Champions League, eftersom mesterskabschancen er forduftet. De umiddelbare bud er Alexis Sánchez og/eller Mauro Icardi.

Problemstillingen er dog, at man kan være ude af Champions League om 1½ måneds tid og har man så lyst til at stå med 1-2 spillere mere, som måske ikke skal være en del af Real Madrid 2018/19 og som man har betalt op mod 150 millioner € for? Samtidig kan man vel heller ikke tillade sig at blive ved med at forholde sig passive?

Hvad der er rigtigt og forkert, vil der være mange forslag til på diverse debatfora i de kommende uger og måneder. Dem vil jeg holde mig langt fra, men jeg vil med stor fornøjelse læse med, når mandagstrænere og FIFA-managere giver deres mening til kende. De behøver nemlig ikke at have mindre ret i deres betragtninger end jeg har.

Vi kan dog nok alle være enige om, at et eller andet skal der ske, for truppen kan ikke længere bare selv arbejde sig ud af situationen.