Historisk tilbageblik: Da Cibeles tilhørte Atlético Madrid og Neptun tilhørte Real Madrid

Real Madrid fejrer sine triumfer vide Cibeles-fontænen og Atlético Madrid fejrer deres triumfer ved Neptun-fontænen.

Sådan er det bare, men sådan har det ikke altid været.

Faktisk var der engang, hvor det var lige omvendt og på Madridista.dk tager vi jer med ud på en lille historisk rejse til dengang, hvor Real Madrid fejrede sine triumfer ved Neptun og Atlético Madrid havde Cibeles-fontænen som omdrejningspunkt for deres fejringer.

I 1953 fejrede Atlético Madrid sit 50 års jubilæum under pomp og pragt og man besluttede at lave en sommer-turnering med deltagelse fra Ath. Bilbao (Tidligere moderklub) og Sportklub Wacker Wien, hvor man naturligvis skulle have et trofæ. En gruppe af skulptører blev sat til at lave et trofæ og her valgte man, at den skulle ligne Cibeles-fontænen. Og hvorfor så det?

Atlético Madrid blev dannet i 1903 som en gren af Ath. Bilbao og fik sit første logo i 1917, som var og er Madrid-symbolet ”Oso y Madroño” (Bjørnen og træet), som man havde brugt som trofæ ved sine tidligere sommer-turneringer Villa de Madrid, men ved jubilæet ønskede præsident Marqués de la Florida og General Gallego at det skulle være Cibeles-fontænen. Hermed var forbindelsen til Cibeles-fontænen skabt.

Cibeles Madrid

24 år senere skulle Real Madrid fejre 75 års jubilæum. Mørke skyer rullede ind over det nordlige Madrid i 1977, hvor spillerne var på kant med træner Miljan Miljanic, mens den legendariske præsident, Don Santiago Bernabéu, var dødssyg af kræft. Der var derfor et nærmest depressivt skær over fejringen, men bystyret tilbød en officiel reception for Real Madrid. Borgmesteren dengang var Juan de Arespacochaga og med i sit bystyre havde han en meget ung Florentino Pérez. Ved receptionen fik Don Santiago Bernabéu en reproduktion af Neptun-fontænen. Og det var igen en tilfældighed. Med Cibeles-fontænen flot placeret mellem Banco de España og Palacio de Correos, måtte man finde en skulptur med lige så betydningsfuld beliggenhed og det blev Neptun, som lå lige mellem datidens to suverænt bedste hoteller, Ritz og Palace, og med kig til Museo del Prado.

Neptun Madrid

Real Madrid havde også sin egen fodbold-turnering, hvor man inviterede Iran, Argentina og den marrokanske klub, Mouloudia Chaäbia, som et samlingspunkt for det bedste fodbold på de fire fodbold-kontinenter (Oceanien var ikke en del af det dengang, red.).

Det lokkede dog ikke ret mange på stadion, men i sidste end vandt Real Madrid turneringen over de senere verdensmestre fra Argentina, som var ledet af Menotti. Sejrsmålet blev i øvrigt scoret af Vicente del Bosque, som passerede ”El Loco” Gatti, som i dag er debattør på El Chiringuito.

Dermed var Neptun forbundet til Real Madrid og Cibeles til Atlético Madrid, men det ændrede sig en sommeraften i 1986, da Spanien i Mexico udraderede Danmark med hele 5-1 på fire mål af Emilio Butragueño. Sommeraftenerne blev nydt på terrasserne under åben himmel på Castellana fra Cibeles-fontænen og nordpå og det fik de fodboldgale spaniere til at fejre sejren ved Cibeles. Da spanierne samtidig skulle til valg senere på året var det oplagt, at fejre fodbold-sejren med tilråbene ”Oa, oa, oa, El Buitre a la Moncloa” og ”Se siente, Se siente, El Buitre presidente”.

Hermed var kimen lagt til, at Real Madrid skulle overtage Cibeles-fontænen, men først efter en af de legendariske ”Noches Inolvidables” på Estadio Santiago Bernabéu, hvor man den 2. marts 1988 sejrede 2-0 hjemme over Bayern München efter at have tabt den første kamp i Tyskland med 3-2.

Den gang var det normalt, at tilhængerne for Real Madrid og Atlético Madrid fejrede deres triumfer ved at køre gennem byen via Castellana, Alcalá og Gran Vía med hornet i bund, mens man hang ud af vinduerne med flag og halstørklæder. Denne aften stoppede karavanen i en gigantisk trafikprop omkring Cibeles-fontænen og siden har det været samlings-sted for Real Madrids triumfer.

Og hvordan havnede Atlético Madrid så ved Neptun-fontænen?

Jo, den 29. juni 1991 spillede man Copa del Rey-finale på Estadio Santiago Bernabéu. Modstanderen var Hector Cúpers Mallorca, som blev slået med 1-0 på mål af Alfredo i den forlængede spilletid og da Cibeles allerede var optaget af Real Madrid, var det naturligt for tilhængerne af Atlético Madrid at vælge Neptun-fontænen.

Og symbolsk passer Cibeles, gudinden for jorden og fertiliteten, bedre til Real Madrids stabile omdømme og vinder-mentalitet, mens Neptun, som er gud for havet og stormene passer bedre på et Atlético Madrid, som historisk har været i konstant forandring og i tumult.

Log-på for at kommentere
Diskuter denne artikel i forumet.

Historisk tilbageblik: Da Juanito sparkede Matthäus i hovedet

Juanito Matthaus

Vi nærmer os 25 års-dagen for Juanitos død og har et forestående CL-opgør mod Bayern München.

I den forbindelse går vi tilbage i tiden til dengang, da Juanito sparkede Matthäus i hovedet. Det tjener ikke vor spanske legende til ære, men vi fortæller historien med Lothar Matthäus´ egne ord, som han netop har gengivet dem i tyske Sport Bild.

Han fortæller om episoden:

- Jeg snakkede med Andy Brehme om det, som i første omgang troede, at Juanito ville slå mig ihjel. På Youtube kan man fortsat se hændelsen, som er sat op som scenen i en skrækfilm. Vi havde spillet første kamp i München og vundet 3-0. Alene resultatet sårede hans spanske ære. Herudover følte de sig bortdømt af dommeren. Forinden havde jeg scoret på straffespark og så begik jeg et frispark på Chendo midt på banen og han.skubbede mig omkuld. Jeg lå på jorden og så ikke Juanitos løb over 10 meter hen imod mig. Det første jeg følte var et spark i ryggen. Og derefter en voldsom smerte, da han sparkede mig i hovedet så støvleknopperne ramte min kind og mit øre.

Juanito blev efterfølgende idømt en hård karantænestraf på hele 5 år og om det fortæller Matthäus:

- Forbundet idømte ham 5 års karantæne og som jeg hele tiden har sagt, så var det i orden. Han erkendte det selv, kom for at sige undskyld inden returkampen og uger efter sendte han mig et meget følelsesladet kort. Fem år senere fik jeg beskeden om, at han var blevet dræbt i et trafikuheld. På Bernabéu synger de den dag i dag hans navn, for Juanito repræsenterede som få Real Madrids fighterånd.

Lothar Matthäus afslutter interviewet med en fortælling om Juanitos udødeliggjorte ord ”Noventa minuti en el Bernabéu son molto longos”:

- Der gik kun et år, før de to hold mødtes igen, denne gang i kvartfinalerne og med revanche til Real Madrid. I den første kamp havde vi det hele i hænderne med en føring på 3-0, men de lavede to mål i de sidste fem minutter. I returkampen gav de os ingen chance og vi tabte 2-0. Det var dengang, på banen, at jeg forstod betydningen af Juanitos legendariske ord: ”Noventi minuti en el Bernabéu son molto longos”. Jeg kender ikke et eneste stadion, hvor man har fornemmelsen af at tiden går langsommere for rivalen end her. Hvert minut var en hård kamp.

Hændelsen med sparket i hovedet til Lothar Matthäus blev ikke modtaget vel i Real Madrids bestyrelse, som besluttede at dette skulle være hans sidste sæson i klubben. Det ændrer dog ikke ved hans legendestatus. 10 magiske år med op- og nedture, men altid med Real Madrid dybt forankret i sjælen.

Log-på for at kommentere
Diskuter denne artikel i forumet.

Historisk tilbageblik: Da Gullit anbefalede Gordillo som Guldboldvinder

Gullit

Guldbolden er i disse år et anliggende mellem Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, men tilbage i 1987 var er flere spillere om buddet, heriblandt flere spanske spillere, Real Madrid-spillere forstås.

Emilio Butragueño var et oplagt bud efter en tredjeplads året forinden, ligesom også Míchel var en kandidat. Det blev dog hollandske Ruud Gullit, som løb med æren.

Han var en af tre hollændere på det formidable AC Milan-hold under Arrigo Sacchis ledelse – de to andre var Marco van Basten (3 gange Guldbold-vinder) og Frank Rijkaard.

Ruud Gullit dedikerede straks Guldbolden til Nelson Mandela, som dengang var i fængsel for sin kamp mod Apartheid i Sydafrika og hollænderen havde gennem tiden deltaget i flere radioprogrammer, som støttede de forfulgte medlemmer af Mandelas parti.

Men udover at dedikere Guldbolden til Nelson Mandela, overraskede Ruud Gullit også alle denne aften ved overrækkelsen af trofæet, da han på det efterfølgende pressemøde sagde således:

- Jeg er taknemmelig for prisen, men det er ikke rimeligt. Jeg ville have givet den til Gordillo (Real Madrid-kæmpe, red.). Han er den bedste spiller, som træder ind på banerne i øjeblikket.

Udtalelsen overraskede alle, ikke mindst i Spanien, hvor man havde set Futre (Atlético Madrid) få andenpladsen, Butragueño og Míchel få tredje- og fjerdepladsen, mens femtepladsen gik til Gary Lineker (Barcelona). Ingen havde set Gordillo blive nævnt og han fik da heller ikke et eneste point ved afstemningen.

Men Rafa Gordillo var unægteligt en af tidens store spillere. Opvokset i Betis og med en stor karriere, både i det andalusiske og hos Real Madrid, hvor han huserede på venstrekanten og lavede en hel del mål og endnu flere oplæg og sammen med Míchel på højrekanten var han en af grundstenene på det fabelagtige La Quinta del Buitre-hold, som i disse år regerede i Spanien.

På trods af nøglerollen i Betis, Real Madrid og på det spanske landshold, var Gordillo dog aldrig den absolut toneangivende på sit hold og da han samtidig var særdeles ydmyg, forsvandt han let i mængden.

Men Ruud Gullit huskede ham på sin store dag i 1987 og gav Gordillo en velfortjent hyldest som et kærligt minde.

Log-på for at kommentere

Historisk tilbageblik: Super Cup til La Real og 5 andenpladser til Real Madrid

SupercupLaReal og 5 andenpladser

I 1982 spillede man for første gang Super Cup i Spanien, altså mødet mellem mesteren og pokalvinderen.

Det blev et opgør mellem mestrene fra Real Sociedad og pokalvinderne fra Real Madrid og første opgør blev spillet den 13. oktober på Estadio Santiago Bernabéu.

De to klubber havde på det tidspunkt nogle ekstremt intense og tætte opgør. Real Sociedad var dobbelte mestre, men havde forinden tabt mesterskabet på næstsidste spilledag til Real Madrid, da man løb ind i sæsonens første nederlag mod Sevilla, men året efter fik man hævn over Real Madrid, da Zamora i sidste minut i sidste kamp scorede sejrsmålet og dermed snød Real Madrid, der allerede var begyndt at fejre mesterskabet efter sejren mod Valladolid.

Opgøret i Super Cuppen på Estadio Santiago Bernabéu blev akkurat så drabeligt, som man kunne forvente. Det havde været svært at finde datoer for kampenes afvikling på grund af de to klubbers travle program hen over sommeren, men der var lagt i kakkelovnen til dette opgør, hvor kampens stakkels dommer fik rigeligt at gøre med at styre kampen, hvor der blev kastet masser af genstande på banen og hvor han måtte uddele hele 14 advarsler, hvoraf to af dem ramte Juanito i løbet af kampens første 22 minutter.

På trods af det, vandt Real Madrid 1-0 på hovedstødsmål af Johan Metgod.

Returkampen blev spillet på det gamle Atocha-stadion i Sociedad den 28. december og det opgør blev endnu vildere end første kamp og dommer Pes Pérez måtte også hurtigt finde kortene frem, hvilket betød udvisninger til Real Madrids Juan José i det 22. minut og til Ángel i det 67. minut. I mellem disse to udvisninger – i det 53. minut – scorede Uralde det mål, som udlignede de to kampe og dermed måtte kampen ud i forlænget spilletid, hvor López Ufarte allerede i første minut scorede til 2-0, hvilket tvang Real Madrid frem på banen og det betød åbninger i defensiven, som Uralde udnyttede til at score til 3-0 og et perfekt sammenspil mellem Beguiristain og Bakero førte til, at Real Madrids Salgueiro lavede selvmål og dermed var derouten til at tage at føle på.

I løbet af sæsonen skulle det dog blive meget værre for Real Madrid og andenpladsen i den spanske Super Cup skulle blive symptomatisk for alt, hvad man rørte ved denne sæson.

I mesterskabskampen var Real Madrid med helt frem til sidste spillerunde, hvor man ude mod Valencia kunne nøjes med uafgjort eller måske endda tabe, hvis blot ikke Ath. Bilbao vandt ude over Las Palmas. Men Real Madrid tabte med 1-0 på en scoring af Tendillo, mens Ath. Bilbao gjorde kort proces og vandt 5-1 de canariske Øer.

Real Madrid havde dog fortsat muligheder for pokaler, idet man også havde nået Pokalvinder-finalen, hvor man skulle møde Alex Fergusons Aberdeen i Göteborg, men det opgør tabte man efter forlænget spilletid med 2-1.

Og så var der Copa del Rey-finalen mod Barcelona, som skulle spilles i Zaragoza og den blev vundet af Barcelona på et spektakulært hovedstød af Marcos.

Sidste håb forsvandt med den daværende liga Cup, hvor man igen skulle møde Barcelona. Det var et opgør over to kampe, hvor første kamp endte 2-2 i Madrid, mens man tabte 2-1 i Barcelona.

En hård sæson med masser af finaler, men desværre også lige så mange andenpladser var en kendsgerning.

Log-på for at kommentere

Historisk tilbageblik: Di Stéfano: Hvis jeg var min kone......

Di Stefano hvisjegvarminkone

I dagens fodbold er det ikke ualmindeligt at se professionelle fodboldspillere reklamere for ting, som ligger langt væk fra deres gesjæft, men på Alfredo di Stéfanos tid var det et sjældent syn.

Og vores argentinske legende kom da også i gevaldig modvind den 16. december 1962, da han optrådte på en helsides reklame i avisen, hvor hans overkrop var klædt i Real Madrid-trøjen, mens underkroppen var byttet ud med et par kvindeben let over kors og med strømpebukser og med teksten: Hvis jeg var min kone, ville jeg gå med strømpebukser fra Berkshire.

Reklamen skabte decideret skandale i Spanien, hvor Madridistas måtte krybe langs murene i skam for ikke at møde hånlatteren fra omverdenen og det blev ikke bedre af et TV-spot samme dag, hvor man så Alfredo di Stéfano komme driblende med en bold mod kameraet, hvor han stoppede op og en journalist spurgte:

- Vi er sammen med Alfredo di Stéfano, verdens bedste spiller, som vil give os en vigtig meddelelse.

Hvorefter Di Stéfano sagde:

- Ved I, hvad jeg vil sige? Hvis jeg var min kone ville jeg gå med strømpebukser fra Berkshire.

Herefter drejede kameraet nedad og en montage viste et par kvindeben i stedet for argentinerens bentøj.

Reklamen blev på ingen måde godt modtaget i Real Madrid, hvor man ikke havde hørt om den og Don Santiago Bernabéu havde et heftigt skænderi med Alfredo di Stéfano om at få stoppet reklamen, som var planlagt til at blive vist masser af gange i de første to måneder og herefter to gange om ugen i det efterfølgende 6 måneder, men Di Stéfano ønskede ikke at få stoppet reklamen.

Annoncen fortsatte derfor i nogle dage og skabte en sensationel kampagne, men det lykkedes Real Madrid at få stoppet reklamen ved at tilbagebetale de 150.000 pesetas, som argentineren ikke ville tilbagelevere. Og for Berkshire var det også en god handel, idet man helt gratis havde fået masser af reklame.

Alfredo di Stéfano havde på dette tidspunkt været ude af spillet siden slutningen af oktober og var også ude resten af året, hvor Real Madrid på næstsidste dag i 1962 tabte med hele 5-2 på udebane til Mallorca, men argentineren var tilbage til kampen mod Ath. Bilbao den 6. januar og for første gang i sin karriere i Real Madrid blev han mødt med en øresønderrivende pibekoncert fra de fremmødte Madridistas.

Alfredo di Stéfano viste dog, at hans ben fortsat kunne bruges til at spille fodbold med, idet han scorede to mål i kampen, som Real Madrid vandt med 3-2. Argentineren var også kraftigt medvirkende til, at Real Madrid senere kunne genvinde mesterskabet, endda med hele 12 points ned til Atlético Madrid.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...

Annonce